Laudrup undrer sig over nyt Madrid-rygte: 'Det er pure opspind'

Den spanske sportsavis AS mener at vide, at Michael Laudrup skulle have sagt nej til Real Madrid. For to uger siden skrev den samme avis, at den danske træner selv skulle have tilbudt sig

Michael Laudrup, der her hilser på danske tilskuere under VM i Rusland, er de seneste uger blevet sat i forbindelse med trænerjobbet i Real Madrid - igen. Foto: Finn Frandsen
Michael Laudrup, der her hilser på danske tilskuere under VM i Rusland, er de seneste uger blevet sat i forbindelse med trænerjobbet i Real Madrid - igen. Foto: Finn Frandsen

Real Madrid har fundet en ny træner, men det afholder ikke de store spanske sportsaviser i at spekulere videre…

AS mener således at vide, at Michael Laudrup afviste trænerjobbet i den spanske hovedstadsklub og tager ingen forbehold i sin overskrift: 'Laudrup sagde nej til Madrid.'

For to uger siden skrev samme avis, at Michael Laudrup selv skulle have tilbudt sig til Champions League-vinderne, der på det tidspunkt fortsat havde Julen Lopetegui som træner.

Opsummeret: Han skulle ifølge AS altså både selv have tilbudt sig og afvist jobbet som Real Madrid-træner.

Artiklen fortsætter under tweetet.

Nu burde alarmklokkerne begynde at ringe på redaktionen i Madrid, men siderne skal fyldes, og Michael Laudrup er bare et stort navn – også i Spanien.

Hans navn bliver altid hevet frem, når Real Madrid skal have en ny træner – eller når AS og Marca mener, at klubben skal have ny træner.

Michael Laudrup har i mange år været vant til det, men lærer nok aldrig helt at leve med, at der bliver skrevet deciderede usandheder om ham.

'Det undrer mig, at jeg nu er blevet udsat for to (modstridende) artikler på to uger omkring trænerjobbet i Real Madrid, som begge er pure opspind', skriver Michael Laudrup i en mail til Ekstra Bladet.

El Clásico mod FC Barcelona blev Julen Lopeteguis sidste kamp som Real Madrid-træner. Klubben valgte at fyre den tidligere spanske landstræner efter 1-5-røvfulden på Camp Nou.

Santiago Solari har i første omgang overtaget efter fyrede Julen Lopetegui i Real Madrid. Foto: Manu Fernandez/AP
Santiago Solari har i første omgang overtaget efter fyrede Julen Lopetegui i Real Madrid. Foto: Manu Fernandez/AP

I stedet er Santiago Solari blevet forfremmet fra Real Madrids reservehold og står nu med ansvaret for stjernerne.

Italienske Antonio Conte virkede længe til at være favorit, men i sidste ende valgte præsident Florentino Pérez at vælge argentinske Solari og håber formentlig på en Zidane-effekt.

Den franske verdensstjerne kom også fra et job i Real Madrid Castilla, da han i 2016 overtog efter fyrede Rafael Benítez.

Han vandt Champions League tre gange på stribe, inden han i sommer overraskende valgte at kvitte jobbet.

Santiago Solari styrede tirsdag for første gang træningen i Real Madrid, og allerede onsdag skal han i aktion for første gang på trænerbænken, når Real Madrid på udebane møder Melilla i Copa del Rey.

Og bliver det til alt andet end en sejr til den kriseramte storklub, så er vikaren Solari allerede i problemer.

Trænerspekulationerne vil på ny blusse op – og med noget nær statsgaranti vil Michael Laudrup, der aktuelt er ekspert på TV3 Sport, endnu en gang kunne læse artikler om, hvordan han enten har tilbudt sig eller afvist et af de største job i fodboldverdenen…

Paul Onuachu er på radaren i storklubben Porto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Sport og Spil Superligaen indefra: Han kan blive Superligaens næste 100 mio. spiller

Se også: Michael Laudrup efter Real Madrid-snak: - Det er patetisk

Arkivfoto: Der er blevet rejst yderligere to tiltaler mod Nicklas Bendtner. Foto: Ritzau Scanpix/Terje Pedersen Skandinavien - 30. okt. 2018 - kl. 15:20 Nye tiltaler mod Bendtner

31 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere