Legende død af Alzheimers

Den tidligere engelske landsholdsangriber, Frank Worthington, er død, 72 år gammel efter længere tids sygdom, og nu hyldes han i sportens moderland

Frank Worthington nåede at spille hele 22 sæsoner på topplan. Foto: Ritzau Scanpix
Frank Worthington nåede at spille hele 22 sæsoner på topplan. Foto: Ritzau Scanpix

Den tidligere engelske landsholdsangriber, Frank Worthington, er død, 72 år gammel efter længere tids sygdom, skriver BBC.

Nu hyldes han vidt og bredt i sportens moderland.

Worthington scorede ganske vist kun to mål i otte landskampe, men han regnes alligevel for et stort navn i sin samtid.

Hans karriere begyndte i Huddersfield, før han spillede flere end 200 kampe for Leicester City, og siden nåede han også at trække i trøjen for Bolton, Birmingham City, Southampton, Leeds United og Sunderland.

Han var kortvarigt også manager for Tranmere Rovers.

Et andet tidligere Leicester-koryfæ, BBC-kommentator Gary Lineker hylder ham på Twitter med ordene: ’Er dybt bedrøvet over at høre, at Frank Worthington er død. Han var min barndomshelt og en smuk fodboldspiller, som var venlig overfor en ung lærling som mig’, skriver han blandt andet.

Worthington var gjort af noget specielt. Han spillede således hele 22 sæsoner i træk i det øverste, britiske fodboldlag – heraf 14 i den bedste række - i perioden fra 1966 til 1987 og scorede 266 mål i 882 kampe.

Også den engelske spillerforening hylder Worthington og gør opmærksom på, at han også var stærkt underholdende med sine anekdoter fra den lange karriere.

Frank Worthington ankommer til en begravelse for ti år siden. For fem år siden blev han ramt af Alzheimers. Foto: Craig Brough/Ritzau Scanpix
Frank Worthington ankommer til en begravelse for ti år siden. For fem år siden blev han ramt af Alzheimers. Foto: Craig Brough/Ritzau Scanpix

Den tidligere Bolton-angriber, Alan Gowling, berømmer sin tidligere makker for hans tekniske færdigheder og sammenligner ham med selveste George Best.

Så bliver det ikke meget større på de kanter.

I 2016 fortalte Worthingtons datter, Kim Malou, at hendes far var blevet ramt af Alzheimers.

Superliga-stjerne forlænger

FCK-medejer træder ud af bestyrelsen

Bossen undrer sig: De vendte aldrig tilbage

Påskebrag i Superligaen

Legenden væmmes over Chelsea