Han var magisk med fødderne og kunne også med hænderne.
Diego Maradona var engang verdens bedste fodboldspiller og var vel aldrig bedre end under VM-slutrunden i 1986, hvor han nærmest ene mand - med en smule hjælp fra Guds hånd - sikrede Argentina titlen.
Maradona scorede i kvartfinalen mod England to af VM's mest ikoniske mål. Det første med hånden, det andet efter at have afdriblet et halvt engelsk hold, der forgæves prøvede at sparke ham ned.
I fodboldens moderland har de ikke tilgivet Maradona 1-0-scoringen med hånden, men det generer næppe det argentinske ikon, der fredag fyldte 60.
I et interview med France Football fortæller fødselar Maradona, hvad han ønsker sig.
- Jeg vil gerne score endnu et mål mod England - denne gang med højre hånd, siger Maradona med reference til 1-0-målet, der blev scoret med venstre hånd – eller Guds hånd som Diego Maradona efterfølgende hævdede…
- Hvis jeg havde kunnet gå tilbage og ændre historien, havde jeg gjort det, siger Maradona og lyder - næsten - som en mand, der fortryder sit ufine trick for 34 år siden:
- Men målet er stadig et mål, Argentina blev verdensmestre, og jeg var verdens bedste fodboldspiller.
Diego Maradona ønsker også, at 'den dødelige pandemi snart slutter', og at Napoli vinder det italienske mesterskab inden længe.
Diego Maradona førte både i 1987 og 1990 Napoli til Serie A-titlen, men hverken før eller siden har den syditalienske traditionsklub hentet guld.
Det var i Napoli, at Diego Maradona satte sit største aftryk på klubplan.
Han er fortsat højt elsket i den syditalienske by, der i de år var hjemsted for verdens bedste fodboldspiller - på trods af at den argentinske 10'er elskede at feste og havde et omfattende stofmisbrug.
Diego Maradona er i dag træner i hjemlandet i Gimnasia de La Plata, men er lige nu i coronakarantæne, da en af hans livvagter er blevet ramt af virussen.
'Glemt' dansker scorer i klassiker