Maradona færdig i endnu et trænerjob

Diego Maradona har sagt op som cheftræner i klubben Gimnasia efter mindre end tre måneder på posten

Diego Maradona viste vilde dansetrin i omklædningsrummet, efter han i starten af oktober fik sin første sejr i spidsen for Gimnasia. Fodboldlegenden holdt dog mindre end tre måneder i jobbet.

Fodboldlegenden Diego Maradona er fortid i den argentinske klub Gimnasia, mindre end tre måneder efter at han tog over som cheftræner.

På sin Instagram-konto skriver Maradona, at han har sagt op og har dermed stået i spidsen for klubben for sidste gang.

- Denne beslutning gør ondt helt ind i sjælen, skriver den tidligere argentinske stjernespiller på sin Instagram-konto.

Klubbens præsident, Gabriel Pellegrino, forlader også klubben snarest, efter at han ikke blev genvalgt som præsident for klubben.

Han bekræfter nyheden om Maradonas afgang til radiostationen La Red, skriver nyhedsbureauet dpa.

Maradona lægger i sit opslag vægt på, at præsidentens kommende afgang har en stor betydning for opsigelsen.

- Jeg kom med dig og går med dig, siger Diego Maradona om Pellegrino til det argentinske nyhedsbureau Telam ifølge dpa.

Tidligt i september præsenterede Gimnasia den tidligere stjernespiller som ny cheftræner for resten af sæsonen. På det tidspunkt lå holdet på sidstepladsen i den argentinske liga.

Flakkende træner-karriere
Siden er holdet fra La Plata kravlet op på 22.-pladsen i ligaen, der rummer 24 hold. Efter en sløj stime har Gimnasia vundet tre af sine seneste fem kampe og slog i forrige weekend nedrykningskonkurrenterne fra Aldosivi med 3-0.

Men nu må holdet klare sig uden 59-årige Maradona på sidelinjen.

Maradona, der anses som en af verdens bedste fodboldspillere gennem tiderne, har tidligere været træner for det argentinske landshold og klubberne Al-Wasl FC og Fujairah FC i De Forenede Arabiske Emirater.

Han stod senest i spidsen for den mexicanske 2. divisionsklub Dorados de Sinaloa.

Som aktiv havde Maradona stor succes i europæiske storklubber som Napoli og FC Barcelona, og med det argentinske landshold vandt han VM i 1986.

Se også: Ronaldo lover: Slår vild rekord

Se også: Albansk fan-hævn: Ødelægger fransk nationalmelodi

Se også: Åge over alle: De toppede og floppede i EM-kvalen

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere