Medier enige: Han kan ånde lettet op

Den tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter slipper for tiltale i sag om salg af tv-rettigheder til Caribien. Det skriver flere store medier

Kort før sit stop som Fifa-præsident fik Sepp Blatter i forbindelse med en pressekonference kastet penge efter sig af en britisk komiker. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Kort før sit stop som Fifa-præsident fik Sepp Blatter i forbindelse med en pressekonference kastet penge efter sig af en britisk komiker. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters

Den schweiziske anklagemyndighed dropper én af to sager mod den tidligere præsident for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) Sepp Blatter.

Den 84-årige schweizer slipper for at blive trukket i retten i en sag om salg af tv-rettigheder til Caribiens fodboldforbund (CFU).

Det skriver den franske avis Le Monde og tyske Süddeutsche Zeitung ifølge nyhedsbureauet AFP.

Indtil nu har den schweiziske anklagemyndighed undersøgt, hvorvidt Blatter skrev under på en kontrakt angående tv-rettigheder til VM i 2010 og 2014 med CFU, der ikke var 'fordelagtig for FIFA'.

CFU skulle betale 600.000 dollar for tv-rettighederne, hvilket anses for at være under den gængse markedspris.

Det var daværende vicepræsident i FIFA Jack Warner, der dengang stod i spidsen for CFU. Han er siden - ligesom Blatter - blevet ramt af anklager om korruption og er blevet udelukket fra alle fodboldrelaterede aktiviteter på livstid.

Blatter blev i december 2015 idømt otte års karantæne fra fodbold. Den blev i februar 2016 nedsat til seks år.

Han efterforskes stadig for i februar 2011 på ulovlig vis at have overført 1,9 millioner euro til daværende præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) Michel Platini, der i samme sag blev idømt seks års karantæne, men senere fik den nedsat til fire år.

- Når sagen om betalingen til Platini også bliver lukket, vil jeg bede FIFA om at blive renset, fordi min karantæne er baseret på anklagerne fra den schweiziske anklagemyndighed, siger Sepp Blatter til AFP.

Se også: 'Det er en ommer': Spillede Brøndby-hit i Parken

Se også: Fodbold-legende testet positiv for coronavirus

1 kommentar
Vis kommentarer