Regelændring på vej i tætpakket kampprogram

Det skal være muligt at udskifte fem spillere for at undgå overbelastningsskader, foreslår FIFA

Fodboldhold skal kunne lave fem udskiftninger i løbet af en kamp, mener FIFA. Det skal hjælpe med til at mindske risikoen for overbelastningsskader i et eventuelt tætpakket kampprogram. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fodboldhold skal kunne lave fem udskiftninger i løbet af en kamp, mener FIFA. Det skal hjælpe med til at mindske risikoen for overbelastningsskader i et eventuelt tætpakket kampprogram. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det skal midlertidigt være muligt for holdene i fodboldligaerne at foretage fem udskiftninger per kamp i stedet for de sædvanlige tre.

Sådan lyder et forslag fra Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De ekstra udskiftninger skal afhjælpe overbelastningsskader hos spillerne, når ligaerne starter op igen efter at have været lukket ned på grund af coronapandemien, hvilket kan føre til tætpakkede kampprogrammer.

Forslaget skal godkendes af The International Football Association Board (Ifab), der forvalter fodboldlovene, før det kan tages i brug. Derefter skal det endeligt vedtages af arrangørerne af ligaerne, siger FIFA.

- Hvert hold vil nu få mulighed for at bruge op til fem udskiftninger per kamp med mulighed for en ekstra udskiftning ved forlænget spilletid, står der i meddelelsen fra FIFA.

Forbundet tilføjer, at udskiftninger højst må foretages inden for tre tidspunkter samt i pausen.

Hvis forslaget bliver godkendt, vil det gælde til og med 2020/21-sæsonen inden for klubfodbold og for alle landskampe frem til udgangen af 2021. Dermed vil det også være gældende under EM.

Stort set alt fodbold har været sat på pause siden starten af marts.

Se også: AGF-truppen kaldt tilbage på arbejde

Se også: Vil indføre gult kort for at spytte

Se også: Storklub risikerer chok-exit

 

27 kommentarer
Vis kommentarer