Rørende Laudrup-hyldest: - Jeg skylder ham meget

Brian Laudrup mindes afdøde Walter Smith, der fik danskeren til at blomstre i Glasgow Rangers

Den legendariske skotske manager Walter Smith er gået bort i en alder af 73 år.

Han var et ikon i skotsk fodbold, hvor han i størstedelen af 90'erne var manager for det Rangers-mandskab, der høvlede titler ind i pokalskabet.

Ikke mindst takket være Brian Laudrups storspil. Og i Glasgow-klubben kan de takke Smith for, at danskeren i 1994 kom til klubben.

De to fik et tæt personligt bånd, hvorfor Laudrup selvsagt er trist over beskeden om vennens død.

- Inden jeg skiftede til Rangers, var jeg et sted i min karriere, hvor jeg havde mistet lidt kærlighed til spillet. Det havde været nogle hårde år i Italien, men da jeg ankom til Glasgow og mødte Walter Smith, var jeg fuldstændig solgt. Både til klubben, men også til Walter som menneske, siger Laudrup til Ekstra Bladet.

Det var Walter Smith, der personligt sørgede for, at Brian og Mette Laudrup faldt pladask for Skotland. Det beskrives i biografien 'Life of Brian':

- De fleste fodboldkyndige slog korsets tegn for sig. Bortset fra den polske eller finske turnering var det svært at se ham havne et mere upassende sted.

- Men Brian kunne lide det, der tonede frem fra den atlantiske tåge, da han første gang besøgte landet. Manager Walter Smith og klubbens formand kørte ham ud til Helensburgh, der ligger tæt på Skotlands største sø, Loch Lomond, og viste ham rundt i den idylliske by.

- Som en sidegevinst noterede Brian sig, at Walter Smith boede 50 meter nede ad gaden.

Brian Laudrup i aktion mod Mark Roberts og Kilmarnock i maj 1998. Foto: Jeff J. Mitchell/Reuters/Ritzau Scanpix
Brian Laudrup i aktion mod Mark Roberts og Kilmarnock i maj 1998. Foto: Jeff J. Mitchell/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Managerens kvaliteter uden for banen betød meget for danskeren, der over flere sæsoner modtog titlen som årets spiller i Skotland.

- Efter hver sæson inviterede han altid min kone og mig ud. Det var som en tak for sæsonen, der var gået. Vi sad der sammen med ham og hans kone, hvor vi fire snakkede om vind og vejr, vigtige ting og fodbold. Det gjorde, at man kom ind under huden på ham.

- Han var en fantastisk leder, der efter få uger vidste, hvad ens kone hed, og hvor gamle ens børn var. Han spurgte altid ind til, hvordan man havde det derhjemme, for han vidste, man ikke kunne levere, hvis man ikke havde det godt, siger Laudrup.

Men trods den bløde side, var Smith ikke en mand, man ville komme på den forkerte side af.

- Man skal ikke tage fejl af Walter Smith. Det hørte jeg meget tidligt. Hvis han kom ind i omklædningsrummet, kaldte ens navn og bad en om at komme ind på kontoret med efterfølgende hovedrysten, så var du i problemer.

- Han ville gå langt for dig, men den præmis skal man ikke leve på. Han slog hårdt ned, hvis folk ikke leverede varen. Han havde den hårde side, men det er den anden, der bliver husket, siger Laudrup.

Walter Smith i forbindelse med en Champions League-kamp mod Sevilla i 2009. Foto: Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix
Walter Smith i forbindelse med en Champions League-kamp mod Sevilla i 2009. Foto: Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix
 

Forholdet mellem de to sluttede dog ikke, da Laudrup forlod det skotske.

- Da jeg blev introduceret til fodboldens Hall of Fame, var det ham, der overrakte prisen og holdt talen inde i Cirkusbygningen. Efterfølgende gik vi ud og spiste middag. Det var helt naturligt, og vi har mødtes flere gange i Skotland, når jeg har besøgt klubben.

- Det er det tætteste, jeg har været på en manager. Der er ingen tvivl om, at jeg skylder ham meget. Det var under ham, jeg genfandt spilleglæden, og han har betydet meget for alt det, jeg har opnået fra 1994 og fremover, lyder rosen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby