I Superligaen var han en grå mus hos Viborg. Han gjorde sit arbejde - og han gjorde det godt - men herhjemme blev det ikke bemærket ret langt uden for domkirkebyens grænser.
Men 23-årige Lukas Leragers hårde arbejde på den centrale midtbane i Viborg blev bemærket i Zulte Waregem, og i dag jubler de i den belgiske klub over, at de i sommer valgte at betalte i omegnen af tre mio. kr. for den ukendte dansker.
For Zulte Waregem er det mange penge, og Lerager er blandt klubbens dyreste indkøb nogensinde, men han er også blandt de bedste.
På rekordtid har han slået sit navn fast i belgisk fodbold, og onsdag aften fortsatte succesen. Zulte Waregem slog på udebane St. Truiden 2-0 og holdt dermed fast i sin overraskende førsteplads i Jupiler League.
Lukas Lerager scorede med et fornemt hovedstød og er med fire mål topscorer for sin nye klub. Ganske imponerende taget i betragtning af at den løbestærke midtbanespiller scorede lige præcis nul gange i 50 Superliga-kampe for Viborg.
- Lukas har taget et stort skridt og haft en fantastisk udvikling. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for mig, men det er meget glædeligt og fuldt fortjent, siger Lukas Leragers rådgiver, Michael Stensgaard fra people in sports.
Den tidligere Viborg-mand er blevet anerkendt for sine præstationer i sit nye land. Han er overraskende løbet med overskrifterne, og det hollandske fodboldsite Voetbalkrant.com havde ham på sæsons hold efter de ti første runder.

Siden har Lerager spillet to kampe - og scoret i dem begge.
- Han har forstået, hvad det drejer sig om, når man kommer til udlandet. Han har den mentale hårdhed og det rette fokus, siger Michael Stensgaard til Ekstra Bladet.
Zulte Waregem har i de seneste sæsoner etableret sig lige under de allerbedste i Belgien, men alligevel er den nuværende førsteplads en overraskelse.
Lukas Lerager har sin pæne andel af succesen og har placeret sig selv på en attraktiv plads i vinduet i den store transferbutik.
- Selvfølgelig kan vi mærke, at der er en masse, der er begyndt at holde øje med ham. Når du gør det godt, så kommer interessen, men Lukas er fantastisk til at holde sit fokus på, hvor han er nu.
- Så det er ikke noget, der påvirker ham, siger Michael Stensgaard.
Zulte Waregem, der også har Brian Hamalainen og Henrik Dalsgaard i truppen, topper efter 12 runder Jupiler League med 26 point. Det er to flere end Anderlecht, der har to point ned til de forsvarende mestre Club Brugge.