Skælder ud: Det er en stor joke

Trods stor personlig succes i USA er den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic godt knotten over forholdene i den amerikanske fodboldliga MLS

Gør noget ved det! Foto: Ritzau Scanpix
Gør noget ved det! Foto: Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic er still going strong.

Han laver fortsat masser af kasser for sin amerikanske klub LA Galaxy, men det til trods er svenskeren ikke ligefrem tilfreds med, hvordan tingene forløber i den bedste amerikanske fodboldrække, MLS.

Superstjernen langer ud efter ligaen, fordi den ikke holder pause, når landsholdene er i aktion, som vi ellers kender det fra alle de europæiske fodboldrækker.

I går aftes amerikansk tid fik det igen konsekvenser for hans klub LA Galaxy.

- Vi savner helt klart nogle spillere. I går (forgårs, red.) spillede de med landsholdet, så jeg fatter ikke, hvorfor MLS har kampe, når landsholdene spiller. Vi burde have pause, når de spiller.

- Vi har flere landsholdsspillere end andre hold, så det får større konsekvenser for os end de andre. Det er noget, MLS bliver nødt til at gøre noget ved. For det er os, det går ud over. Vi savner nogle spillere. Nogen kom på banen i dag. Selvom de havde spillet kamp i går, så spiller de igen i dag. Det er en joke. Det er en stor joke, skælder den 37-årige svenske angriber ifølge svenske Expressen.

- Det er ikke normalt. De forventer, at vi kommer her og viser publikum, hvor gode vi er. Det er svært. Men der er ingenting at gøre ved det - lige nu. Men det er noget, som MLS bliver nødt til at fokusere på og gøre noget ved.

Mål kan han stadig producere på samlebånd. Foto: Ritzau Scanpix
Mål kan han stadig producere på samlebånd. Foto: Ritzau Scanpix
 

Galaxy tabte kampen mod Colorado Rapids med 2-1, selvom Ibrahimovic nok en gang kom på tavlen. Den store amerikanske klub bøvler med spillet i år og er i reel fare for at misse slutspillet. De ligger netop nu nummer otte i Western Conference, hvorfra det kun er de syv øverste hold, der går videre til slutspillet.

Den fortsat mål-skarpe svensker, der i sine 50 MLS-kampe står noteret for 45 scoringer, har aldrig været bange for at sige sin mening. Ej heller denne gang.

Og det bekymrer i det amerikanske, fordi de frygter, hvad Zlatans udtalelser gør ved andre store fodboldnavnes lyst til at komme til den amerikanske fodboldliga.

Hvor tidligere stjerner som David Beckham, Kaka, Steven Gerrard, David Villa og Frank Lampard alle har rost den amerikanske liga, har Zlatan grebet sit ophold helt anderledes an. Hans seneste kritik er endnu en i række af udfald mod MLS, og man frygter, hvad Zlatans skarpe kommentarer kan få af betydning.

Den amerikanske journalist Kevin Baxter, der dækker LA Galaxy for LA Times, spekulerer i hvert fald på konsekvenserne af Zlatans skarpe tunge.

- Jeg tror virkelig, det gør ondt på mange, at han taler sådan om ligaen. Flere af de store navne, som har spillet her tidligere, for eksempel David Beckham, har altid talt positivt om MLS. Det hjalp ligaen til at lokke flere stjerner til. Zlatans udfald kan gøre det vanskeligere at overtale andre til at komme hertil, mener journalisten.

Se også: Utrolig forvandling: Var hjemløs i shelter - nu spiller han for England

Se også: Zlatan tilbyder sig til United: Jeg kan nemt spille i Premier League

Se også: - Skrid hjem, din lille kælling

26 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere