Det var dramatisk, da Standard Liege og OH Leuven mødtes i den bedste belgiske række lørdag. Hjemmeholdet var foran 2-0 og på sikker kurs mod en sejr, men udeholdet slog til to gange i dommerens tillægstid og hentede 2-2.
FC Midtjylland-angriber Sory Kaba, der er udlejet til klubben, var manden med scoringen til 2-2, og udligningen fik det til at koge så meget over hos fans af hjemmeholdet, at der blev kastet kanonslag på banen.
Et af dem ramte lige ved siden af målmand Rafael Romo, der har en fortid i dansk fodbold hos Silkeborg IF, og eksplosionen fra pyroteknikken betød, at Romo var og fortsat er ramt på hørelsen på sit højre øre.
Det siger OH Leuvens pressechef, Filip Van Doorslaer, til HLN.
Og nu handler det så om at finde ud af, om den høreskade går væk af sig selv.
- Mandag skal Rafael besøge en næse, øre- halsspecialist for at afgøre, om der er permanent høreskade, og i så fald om dette kan minimeres.
Det er ventet, at OH Leuven indgiver en klage over Standard og tilskuerne, og man håber på, at vedkommende, der kastede kanonslaget, kan identificeres.
- Vi venter på rapporten fra dommer Kevin Van Damme og kampens delegerede. Afhængig af indholdet ser vi på, om vi selv skal gøre noget, sige pressechefen.
Standard ligger nummer 13 i Jupiler League i Belgien, mens OH Leuven ligger nummer 16.
Rafael Romo, der er fra Venezuela, fik en enkelt sæson i Superligaen og SIF. Han spillede i klubben i sæsonen 2019/2020.