Snestorm og fax-nedbrud: Drama på transfervinduets sidste dag

Transfervinduets sidste åbne dag byder tit på drama - for klubberne arbejder ikke altid sammen i de sidste hektiske timer

Fernando Torres og David De Gea har hver især oplevet den sidste hektiske dag, et transfervindue er åben. Foto: All Over Press
Fernando Torres og David De Gea har hver især oplevet den sidste hektiske dag, et transfervindue er åben. Foto: All Over Press

Når et transfervindue lukker i, så er det ikke alle handler, der er faldet på plads.

Med mindre en klub har fået en blankocheck fra en hovedrig klubejer, så er der ofte mindst en kabale, der skal gå op, før en ønsket spiller kan komme i folden.

Mange gange går disse kabaler først op til allersidst - og så skal det gå stærkt.

Den sidste dag med åbent transfervindue er således skueplads for mangt et drama - vi har fundet et par stykker frem fra gemmerne.

***

Zzzzzz ... Hov, der gik mit fly

Benjani, januar 2008

Benjani fik et kort ophold i Manchester City. Foto: All Over Press
Benjani fik et kort ophold i Manchester City. Foto: All Over Press

Alt var på plads, da zimbabweren i januar 2008 skulle skifte fra Portsmouth til mægtige Manchester City. Handlen skete i sidste øjeblik, så Benjani skulle bare lige til Manchester til lægetjek og skrive under.

Det viste sig at være noget af en udfordring. For angiveligt faldt han i søvn i lufthavnen i Southampton og missede dermed ikke bare en afgang, men hele to.

Rygterne gik på, at han reelt ikke var interesseret i et skift til Manchester City og derfor med vilje havde undgået at tage med flyet.

Tredje gang var lykkens gang, og Benjani kom til Manchester Citys træningsanlæg - men meget sent. Faktisk var der kun 50 minutter tilbage, til transfervinduet smækkede i, og papirarbejdet blev gjort færdig i al hast.

Eller gjorde det? I første omgang blev handlen ikke godkendt - til stor fortvivlelse for Portsmouth, der derfor ikke havde økonomisk dækning for at købe Benjanis afløser Jermaine Defoe.

Men efter en uge godkendte det engelske fodboldforbund, FA, handlen. Benjani fik dog kun 23 kampe i Manchester City, inden han måtte videre i systemet.

***

I sne og slud

Andrey Arshavin, februar 2009

Andrey Arshavin var Arsenals rekord-indkøb i vinteren 2009. Foto: AP/Kirsty Wigglesworth
Andrey Arshavin var Arsenals rekord-indkøb i vinteren 2009. Foto: AP/Kirsty Wigglesworth

I 2008 og 2009 var Andrey Arshavin et af de varmeste navne i europæisk fodbold.

Flere klubber bejlede til den elegante russer, men Zenit Skt. Petersborg vidste, at de ejede en guldfugl, så der skulle seriøse summer på bordet.

De kom ikke i sommeren 2008, men i januar-vinduet et halvt år efter lysnede det.

Arsenal havde udvist interesse, og Arshavin var taget til England og boede på et hotel tæt ved Arsenals træningsanlæg. Problemet var blot, at der ikke var enighed mellem klubberne.

Derfor var russeren egentlig indstillet på at vende snuden hjem igen. Men så blev isen brudt, da Arsenal en time inden deadline lagde 15 millioner pund (dengang 150 millioner kr.) på bordet - ny klubrekord.

Zenit slog til, men der var et problem. For en snestorm over De Britiske Øer forsinkede papirarbejdet, og handlen blev derfor ikke godkendt i tide. Det engelske fodboldforbund anerkendte dog de vejrmæssige problemer, og et døgn efter transfer-deadline kunne Andrey Arshavin endelig kalde sig Arsenal-spiller.

Det var han i fire sæsoner, inden han vendte retur til Skt. Petersborg - på en fri transfer.

***

Teknikken driller ...

Rafael van der Vaart, august 2010

Rafael van der Vaart havde to gode sæsoner i Tottenham. Foto: AP/Tom Hevezi
Rafael van der Vaart havde to gode sæsoner i Tottenham. Foto: AP/Tom Hevezi

Ankomsten af Manuel Pellegrini som ny træner i Real Madrid i 2009 var ikke gode nyheder for Rafael van der Vaart.

Den nuværende FC Midtjylland-spiller hørte til blandt klubbens stjerner, men det stod hurtigt klart, at chileneren ikke var fan af hollændere, efter at både Wesley Sneijder, Arjen Robben og Klaas-Jan Huntelaar måtte forlade klubben.

Van der Vaart blev hængende, men interesserede klubber anede, at han formentlig var let at lokke væk.

Tottenham bed på i sommer-vinduet 2010 med et bud på otte millioner pund.

Real Madrid sagde top - men selvfølgelig opstod der problemer.

De rigtige papirer kunne ikke nå frem i tide - der var vist nedbrud på fax-maskinerne - og ingen vidste, om hollænderen var købt eller solgt.

Det skulle vise sig, at han var begge dele. Tottenham fremførte, at klubben havde tekniske problemer og derfor ikke havde kunnet levere til tiden - og de fik medhold via en sær-dispensation. Jow, jow.

Derfor skiftede Rafael van der Vaart Madrid ud med London, hvor han opholdt sig i to sæsoner.

***

Der skal bare nok nuller på ...

Fernando Torres, januar 2011

Fernando Torres måtte spille to en halv måned, før han målmæssigt fik hul på bylden i Chelsea. Foto: AP/Kirsty Wigglesworth
Fernando Torres måtte spille to en halv måned, før han målmæssigt fik hul på bylden i Chelsea. Foto: AP/Kirsty Wigglesworth

Lige fra Fernando Torres i 2007 ankom til Anfield Road, var den spanske målscorer populær.

'El Niño' beviste sit værd ved at score i hver anden kamp, og den spanske europamester var godt på vej til at opfylde 'vidunderbarn'-profetien, der havde klæbet sig til ham siden den fodboldmæssige opvækst i Atlético Madrid.

Flere andre klubber havde ham i kikkerten, men Liverpool-manager Roy Hodgson afviste alle spekulationer om et skift - Torres var ikke til salg.

Historien vidner dog om, at alt er til salg - det er bare et spørgsmål om pris.

Chelsea havde midlerne, og med tre dage tilbage inden transfervinduet lukkede i bød de 40 millioner pund  - 340 millioner kroner - for Torres.

- Hell, no!, lød svaret fra Liverpool. Og så blev Torres sur.

For udsigten til en meget fed løncheck i London rokkede ved spanierens You Never Walk Alone-følelser. Så han indgav dagen efter en officiel begæring om at komme på transferlisten - hvilket lige så konsekvent blev afslået.

Men skaden var sket - Chelsea havde fået sat lus i skindpelsen. Efter et par dage med veritabelt drama tikkede et Chelsea-bud på 50 millioner pund (430 millioner kroner) ind på vinduets sidste dag. Og så blev Torres Chelsea-spiller for en ny britisk rekord-sum.

Han blev på Stamford Bridge i fire sæsoner, dog langt fra med samme succes som i Liverpool. Men lønnen var god!

***

Køb mig - jeg er din

Peter Odemwingie januar 2013

Peter Odemwingie måtte forblive i WBA-trøjen, selv om han forsøgte at sælge sig selv til QPR. Foto: All Over Press
Peter Odemwingie måtte forblive i WBA-trøjen, selv om han forsøgte at sælge sig selv til QPR. Foto: All Over Press

En af de mere bizarre situationer på transfervinduets sidste dag stod nigerianske Peter Odemwingie for.

I 2013 tog han ganske enkelt sin bil og kørte fra Birmingham til London, hvor han dukkede op på Queens Park Rangers' anlæg.

Han håbede dermed, at han kunne lægge pres på QPR for at få et skift i stand fra West Bromwich Albion. Angriberen blev dog ikke lukket ind, og han sad i sin bil uden for og blev interviewet til tv - hvor han gav indtryk af, at han skam var ny spiller i QPR.

Men det var på ingen måde tilfældet - der blev ingen handel.

Så Odemwingie måtte køre hjem igen.

Her var nigerianeren dog ikke rigtig dagens mand i skysovs. Han kom således aldrig til at starte inde for WBA igen, og han skiftede samme sommeren til Cardiff og derfra til Stoke.

***

Velkommen hjem ... Næsten

David De Gea og Keylor Navas, sommeren 2015

David De Gea måtte blive i Manchester United, selv om handlen med Real Madrid var underskrevet. Foto: All Over Press
David De Gea måtte blive i Manchester United, selv om handlen med Real Madrid var underskrevet. Foto: All Over Press

Det var både sikkert og vidst - alle talte om det, som var det et faktum.

David de Gea var på vej hjem til Madrid, hvor Real var ude efter ham. Hele august svirrede rygterne, og så på månedens 31. dag faldt handlen på plads.

Manchester United accepterede et bud i omegnen af 250 millioner kroner plus Reals Keylor Navas.

Alle var lykkelige, men ak - det gik galt. For de rigtige dokumenter nåede ikke frem i tide, og så måtte begge målmænd blive, hvor de var.

Det var ingen af dem tilfredse med. Ja, Navas har såmænd senere indrømmet, at han brød sammen, efter at handlen var kollapset, da han ikke følte, at han nu havde tilstrækkelig opbakning i Madrid.

Begge spillere er dog kommet over det. De er i hvert fald i deres 'gamle' klubber endnu - og de har såmænd begge forlænget deres kontrakter siden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere