Spansk legende indstiller karrieren

38-årige Raul stopper ved sæsonens udgang og vinker dermed farvel til livet som professionel

Raul havde sin storhedstid i Real Madrid, hvor han opholdt sig i størstedelen af sin fornemme karriere. (Foto: AP)
Raul havde sin storhedstid i Real Madrid, hvor han opholdt sig i størstedelen af sin fornemme karriere. (Foto: AP)

Han er kendt af de fleste og elsket af fodboldfans verden over. 38-årige Raul er blevet lidt af et ikon, og især tiden i Real Madrid har budt på talrige minder.

Tilbage i januar skrev den spanske legende under med amerikanske New York Cosmos, hvor han har arbejdet både som spiller samt på klubbens akademi.

Efter 21 år som fodboldspiller på højeste niveau er det dog forbi. Torsdag aften meddelte Raul officielt, at karrieren indstilles, når sæsonen med New York Cosmos slutter. En beslutning der ikke har været længe undervejs:

- Da jeg skrev under med New York Cosmos i januar, gjorde jeg det klart, at jeg ville evaluere mod årets afslutning. Her ville jeg beslutte, om jeg fortsat skulle spille aktivt eller ikke. Min beslutning er nu klar. Jeg stopper efter sæsonen, siger Raul i en pressemeddelelse.

- Fokus er nu at gøre det bedst mulige i min sidste tid som spiller, hvor jeg vil hjælpe klubben til at vinde ligaen. I de kommende måneder vil jeg beslutte, hvad der nu skal ske.

Det ventes, at Raul tilbydes en rolle som leder af klubbens akademi. Det er dog endnu usikkert, om han har tænkt sig at takke ja til dette.

323 gange nåede Raul at score for Real Madrid med hvem han også vandt Champions League tre gange samt seks spanske mesterskaber.

Efter tiden i Real Madrid fortsatte spanieren karrieren i tyske Schalke 04, før han droslede en smule ned og forud for denne sæson havnede i USA efter to år hos Al Sadd i Saudi-Arabien.

Fra 1996 og ti år frem spillede Raul 102 landskampe for Spanien og lavede 44 mål.

6 kommentarer
Vis kommentarer