Stjerne misser landskamp: Forbundet begik stor fejl

Senegals fodboldforbund brugte en forældet mailadresse til at udtage Keita, og nu vil Inter ikke frigive ham

Keita må vente lidt på igen at trække i Senegals landsholdsdragt. Foto: Ritzau Scanpix
Keita må vente lidt på igen at trække i Senegals landsholdsdragt. Foto: Ritzau Scanpix

Senegal må undvære angrebsstjernen Keita Balde Diao, når landsholdet lørdag møder Ækvatorial Guinea i kvalifikationskampen til Africa Nations Cup.

Han har nemlig ikke modtaget indkaldelsen, og nu nægter hans italienske klub, Inter, at frigive ham, fortæller Bleacher Report.

Den blev alene afsendt som e-mail men til en forkert mailadresse, forklarer Abdoulaye Sow, vicepræsident i det senegalesiske fodboldforbund i en pressemeddelelse.

’Vi har sendt en e-mail til Inter for at informere om udtagelsen af spilleren, men den blev sendt til en gammel e-mail-adresse, som Inter ikke længere bruger. De har lavet om på adressen. For nuværende kan spilleren ikke tage af sted og deltage i kampen for os. Hans klub er kompromisløs’, hedder det.

Såvel Senegal som Madagascar har dog allerede kvalificeret sig til mesterskabet, men mangler stadig at afgøre, hvilket af holdene, der kommer videre som vinder af Gruppe A.

Mens Keita vil blive savnet i Afrika, har Inter næppe ærgret sig over at have fået en gyldig grund til at holde ham hjemme, så han kan skærpe formen.

Den 23-årige spanskfødte angriber, der er lejet hos Monaco med en købsklausul, er nemlig kun startet inde i 13 kampe i denne sæson for træner Luciano Spalletti's hold og har ikke tilnærmelsesvis vist det niveau, han tidligere havde hos Lazio i Serie A.

Også en dansk landsholdsspiller blev for nylig fanget i en e-mail-forbistring i forbindelse med landsholdet.

Pione Sisto havde således ikke fået helt fat i indholdet af den mail, han i starten af september fik fra landsholdsanfører Simon Kjær. Derfor fløj Celta Vigo-spilleren til Wien som oprindeligt aftalt for at mødes med sine landsholdskammerater, før turen skulle gå videre til venskabskampen i Bratislava.

I mellemtiden var en vis spillerkonflikt dog kommet i vejen, så John Faxe Jensen stillede op i Slovakiet med sit vikarlandshold. Sisto måtte finde et andet fly fra Wien til København for at mødes med sine konfliktramte landsholdskolleger.

Se også: Fy for den: Premier League-keeper med ulækker hovedskade

Se også: Kæmpechok: Pludseligt dødsfald i danskerklub

 

 

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere