Stjernen gemmer sig - nu vil de fyre ham

Den tidligere profil hos Arsenal og Manchester City, Samir Nasri, kan være færdig i belgiske Anderlecht

Samir Nasri, der her optræder i West Ham-trøjen, er ikke nogen populær herre i Bruxelles. Foto: Ritzau Scanpix
Samir Nasri, der her optræder i West Ham-trøjen, er ikke nogen populær herre i Bruxelles. Foto: Ritzau Scanpix

Den tidligere stjerne-spiller i Premier League, Samir Nasri, har været alt andet end en succes-historie hos Anderlecht, der hentede den nu 32-årige franskmand i sommer.

Skader har stort set smadret Nasris ophold i den belgiske klub, men nu har han så også bidraget til festen ved som den eneste ikke at give lyd til klubben midt i corona-krisen.

Som de andre nationale ligaer er belgisk fodbold også lukket ned, og ingen klubber træner samlet.

Anderlecht har bedt alle klubbens spillere om løbende at aflevere træningsrapporter fra de steder, de opholder sig under nedlukningen. Som den eneste af klubbens spillere har Samir Nasri ikke givet lyd, hvilket angiveligt nu kan ende med en fyring.

I følge den belgiske avis Derniere Heure opholder Nasri sig i Dubai - og det altså uden at give besked herom.

Samir Nasri, der samlet set har over 200 kampe for Arsenal og Manchester City, blev hentet til Anderlecht i sommer på en fri transfer af den tidligere Manchester City-anfører Vincent Kompany, der er spillende manager i den belgiske klub.

Tilbage i februar luftede sportschef Michael Verschueren sin klare holdning til Nasris ophold i klubben.

- Hvis jeg kunne gøre det om, ville vi så have hentet Samir Nasri? Med det, vi ved nu - nej, sagde han dengang med hentydning til de mange skader, som Nasri har døjet med siden han kom til klubben.

Samir Nasri har bare spillet fem kampe for Anderlecht og med en mulig fyreseddel på vej, er det slet ikke sikkert, at det bliver til flere.

Se også: Nu lukker de tilskuere ind
Se også: Fodboldgiganternes corona-plan: Vil starte i maj
Se også: Kvindefodbold truet på livet  
17 kommentarer
Vis kommentarer