Stjerner i chok efter teenageres tragiske død

Talrige brasilianske stjerner kan slet ikke fatte, hvad deres hjerteklub i Rio de Janeiro fredag morgen var udsat for

Flamengo-fans mødes udenfor klubbens anlæg fredag, da tragedien er en kendsgerning. Foto: Ricardo Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix. Video: Reuters

Brasiliansk og international fodbold er i chok ovenpå branden i storklubben Flamengo, der fredag morgen kostede ti menneskers liv - og sårede yderligere fire.

Alle ti døde var unge fodboldspillere, der boede på Flamengos akademi i den vestlige del af Rio de Janeiro, og de lå alle og sov tidligt fredag morgen, da branden brød ud.

Det har omgående fået en række af de største notabiliteter i brasiliansk og international fodbold til at sende deres medfølelse og tanker til de pårørende, efterladte og ansatte i Flamengo.

- Stor sorg, mine kondolencer og oprigtige følelser til alle efterladte og den rød-sorte familie. Forfærdelig tragedie, skriver Ronaldinho, der i sin karrieres efterår spillede en enkelt sæson i storklubben.

- Min dag begyndte ned nyheden om branden i træningsanlægget hos Flamengo - et sted hvor unge mennesker følger deres drømme. Det er en meget trist dag for brasiliansk fodbold, skriver Pelé.

Hvor Pelé i stort set hele sin karriere optrådte for rivalerne fra Santos nede i Sao Paulo, spillede hans efterfølger og den måske næststørste stjerne i brasiliansk fodbold nogensinde, Zico, i netop Flamengo i hovedparten af sin karriere.

Og den nu 65-årige legende er forfærdet over branden, fortæller han på Instagram.

- Hvilken tragedie i Flamengo. Hvilket chok at modtage den nyhed her på den anden side af jorden. At det var fatalt. Må gud trøste de pårørende, der har mistet deres børn, børnebørn, brødre, nevøer og slægtninge. Drenge der drømte om en fremtid i deres liv og uden tvivl ville hjælpe deres familier, skriver han blandt andet.

Neymar er anderledes kortfattet og skriver to ord: Meus sentimentos - mine tanker efterfulgt af et billede med ordene 'O Flamengo está de luto' - er i sorg.

Og det er blot nogle få. Talrige stjerner og klubber ærer de døde og sender tanker og bønner til de efterladte.

TV-stationen kunne sent fredag sætte navn på de ti spillere, der døde i branden.

En enkelt var blevet 16, de øvrige var enten 14 eller 15 år gamle.

Det er endnu ikke konkluderet, hvordan branden startede.

Ronaldinho er blandt de stjerner, der har udtrykt sorg over den tragiske brand. Foto: AP
Ronaldinho er blandt de stjerner, der har udtrykt sorg over den tragiske brand. Foto: AP

Intl. fodbold - 8. feb. 2019 - kl. 11:25 Storklub i flammer - mindst ti dræbt

 

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere