Der florerer en del halve sandheder om, hvordan sportens verden og særligt det europæiske fodboldforbund UEFA skal og vil tackle den nuværende spredning af coronavirussen i Europa.
Organisationen afviste i starten af marts at ville snakke om mulige 'mørke scenarier'.
- Dem kan vi snakke om senere, sagde UEFA-boss Aleksander Ceferin ved den lejlighed.
'Senere' er tilsyneladende ved at nærme sig.
I hvert fald har UEFA ifølge tyske Bild sat en task force i gang med at finde ud, hvordan det hele skal gribes an, og mediet mener at vide, hvilke mulige alternativer der blandt andet er på blokken.
Kaos i europæiske turneringer
EM skal efter planen starte i netop Rom 12. juni. Men coronavirussen kræver hver eneste dag nye tiltag, og tirsdag skrev Ekstra Bladet om, at den italienske liga sammen med alt andet national sport bliver lukket ned.
Den italienske olympiske komité stopper for al sport i landet
Foreløbig hersker der en del tvivl om afviklingen af forårets fodboldkampe, særligt i Italien.
Ifølge The Telegraph, Reuters og AP bliver alle sportsbegivenheder i Italien suspenderet på alle niveauer frem til 3. april.
Det inkluderer også alle Serie A-kampe, men gælder ikke landsholdet og de italienske hold, der deltager i Champions League, da internationale aktiviteter ikke ligger under CONIs, den italienske olympiske komites, jurisdiktion.
Derudover er der en del rod i forhold til den kommende Europa League-runde, og disse aftener spilles enkelte kampe for fuldt hus og andre for tomme tribuner.
Frankfurt spiller eksempelvis Europa League mod FC Basel med tilskuere torsdag aften. Onsdag aften løber et Rhein-derby mellem Borussia Mönchengladbach og FC Köln imidlertid af stablen for lukkede døre bare 200 kilometer længere nordvestpå i Tyskland.
Og søndag mødes Gladbach og Frankfurt i netop Frankfurt, hvor risikoen for coronasmitte så til gengæld harmedført, at lige den kamp skal foregå uden tilskuere.
Den samme ulighed gælder i Champions League. Tirsdag aften bankede Leipzig med 42.000 mand i ryggen Mourinho og Tottenham med 3-0, mens Daniel Wass og Valencia ikke lykkedes med at indhente Atalantas tremålsforspring på en tilskuerforladt hjemmebane.
Samtidig skal Liverpool onsdag aften tage revanche over Atletico Madrid på et fuldt Anfield, mens Bayern München i næste uge på en tom Allianz Arena må forsøge at holde fast i deres tremålsforspring fra første opgør mod Chelsea.
Og usikkerheden fortsætter nok lidt endnu. I nedenstående live-artikel kan man følge med i det nyeste.