Super League-boss: - Jeg har aldrig set lignende

Selv om mange af klubberne i en ny liga har trukket sig, lever projektet stadig, siger Florentino Pérez

Allan Olsen forklarer den grundlæggende konflikt i Super League, hvordan klubberne kunne jokke så eklatant i spinaten og hvordan de kunne vende på en tallerken.

Den europæiske udbryderliga Super League er ikke dødsdømt. Den er blot sat på standby.

Det siger Florentino Pérez, der er præsident i Real Madrid, natten til torsdag dansk tid.

Det er Pérez' første udtalelse, siden det onsdag stod klart, at fodboldligaen ikke kan fortsætte, efter at et flertal af de 12 stiftende klubber har trukket sig.

Florentino Pérez skulle efter planen have været præsident for Super League.

- Projektet er på standby, siger Pérez til den spanske radiostation Cadena Ser ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Projektet lever, men halvdelen af dem (de stiftende klubber, red.) har trukket sig, fordi de er trætte af det, de har hørt i løbet af de seneste 24 timer.

Siden nyheden om planerne om Super League blev offentliggjort natten til mandag, er det haglet ned med kritik fra fans, tidligere topspillere og politikere samt trusler om udelukkelse fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Real Madrid-præsident Florentino Pérez ankommer onsdag til en radiostation i Madrid. Ifølge Pérez er Super league-projktet ikke dødt, det er blot sat på standby. Foto: Sergio Perez/Reuters
Real Madrid-præsident Florentino Pérez ankommer onsdag til en radiostation i Madrid. Ifølge Pérez er Super league-projktet ikke dødt, det er blot sat på standby. Foto: Sergio Perez/Reuters
 

Adspurgt af Cadena Ser, om det vil være forkert at tro, at udbryderligaen er død, svarer Pérez:

- Absolut. Vi arbejder på det.

Florentino Pérez fortæller, at han er skuffet og ked af det, efter at mange af de andre klubber har trukket sig.

- Vi har arbejdet på det her i tre år og kæmpet med den økonomiske situation i spansk fodbold, siger han.

Han fortæller videre, at det kom bag på ham, hvor aggressiv modstanden mod udbryderligaen har vist sig at være.

- Jeg har aldrig set lignende i min karriere. Det var som om, at vi havde dræbt fodbold. Faktisk arbejder vi for at redde fodbold, siger han.

Florentino Pérez' udtalelser står i skarp kontrast til Super League-næstformand og Juventus-formand Andrea Agnellis kommentar onsdag.

Her konstaterede han, at Super League ikke længere kan fortsætte, efter at seks engelske Premier League-klubber har trukket sig.

I samme ombæring sagde Agnelli, at han heller ikke kan se projektet udfolde sig i fremtiden efter de engelske klubbers exit.

- For at sige det ligeud og være ærlig, nej, det er åbenlyst ikke tilfældet, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De seks engelske klubber, der var med i planerne om Super League, og som nu har trukket sig, er Manchester City, Manchester United, Chelsea, Tottenham, Liverpool og Arsenal.

De øvrige seks klubber var Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid fra La Liga samt Inter, AC Milan og Juventus fra Serie A.

Af dem har også Atlético Madrid, Inter og AC Milan officielt trukket sig.

Juventus har meldt ud, at Super League ikke kan gennemføres, som det var tænkt, mens Real Madrid og FC Barcelona endnu ikke har givet lyd fra sig.