Superstjerne-sønner forenet

Kai Rooney og Cristiano Ronaldo Junior træner i deres berømte fædres fodspor og skal finde hinanden på Manchester Uniteds U12-mandskab

Rooney og Ronaldo var et festfyrværkeri af scoringer og indbyrdes assists i deres fælles sæsoner, hvor de i perioden fra 2006-09 hjalp klubben til tre mesterskaber og en Champions League-titel. Nu træder sønnerne i deres fodspor. Foto: Miguel Vidal/Ritzau Scanpix

Deres vidt berømte fædre udgjorde en af historiens måske bedste angrebs-duo’er i Manchester United-trøjerne med nummer 7 og 10.

Nu skal de 11-årige knægte forsøge at finde hinanden på storklubbens U12-hold.

Cristiano Ronaldos comeback for United betyder nemlig også, at hans søn Cristiano Ronaldo Junior skifter plads fra ungdomsakademiet hos Juventus til Uniteds tilsvarende talentfabrik.

Og her vil han møde jævnaldrende Kai Rooney, søn af klublegenden Wayne, der i dag er manager i Derby.

Den unge Ronaldo, der skulle have tillært sig faderens frisparks-stil, kommer allerede med et visitkort, der tæller syv mål i en enkelt halvleg i en turnering på Madeira, og han skulle have en selvtillid, der sagtens kan matche sin fars.

Cristiano Ronaldo Jr har hverken sin selvtillid eller sit lækre hår fra fremmede. Foto: Norbert Pr'men/picture-alliance/dpa/AP/Ritzau Scanpix
Cristiano Ronaldo Jr har hverken sin selvtillid eller sit lækre hår fra fremmede. Foto: Norbert Pr'men/picture-alliance/dpa/AP/Ritzau Scanpix

- Han siger, at han bliver bedre end mig, men det bliver svært, tror jeg, har Senior sagt til beIN SPORTS, og til den portugisiske avis A Bola har han fortalt, hvordan perfektionisten selv følger nidkært med i sønnens gøren og laden.

- Nogle gange drikke han cola og spiser chips, og det gør mig vred.

Cristiano Senior og Junior i Juventus-regi. Nu skal de begge spille i rødt. Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
Cristiano Senior og Junior i Juventus-regi. Nu skal de begge spille i rødt. Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix

Til gengæld formulerer han ikke de store ambitioner på sønnens vegne.

- Vi må se, om han bliver en stor spiller. Han har potentiale. Han er hurtig, og han dribler godt, men det er ikke nok. Jeg fortæller ham altid, at det kræver hårdt arbejde og dedikation for at få succes.

- Jeg vil ikke presse ham til at spille fodbold, men spørger du mig, om jeg ønsker, at han gør det, er svaret ja. Det vigtigste er dog at blive den bedst mulige udgave af sig selv, om det så bliver som fodboldspiller eller læge.

Wayne Rooney og sønnen Kai under en United-kamp i 2016. Året efter stoppede han karrieren i den røde trøje. Foto:  Simon Bellis/Sportimage/Ritzau Scanpix
Wayne Rooney og sønnen Kai under en United-kamp i 2016. Året efter stoppede han karrieren i den røde trøje. Foto: Simon Bellis/Sportimage/Ritzau Scanpix

Selv har Ronaldo Senior bestået lægetjekket hos United, og han er ankommet til en lokal luksusvilla, hvor han skal overstå fem dages karantæne, før han kan møde sine nye og gamle holdkammerater.

Rooney og Ronaldo var et festfyrværkeri af scoringer og indbyrdes assists i deres fælles sæsoner, hvor de i perioden fra 2006-09 hjalp klubben til tre mesterskaber og en Champions League-titel.