Suspenderet efter uro i storklubben

Valentin Stocker er blevet suspenderet af sin klub Basel, fordi han har ytret sig negativt om træner Ciriaco Sforza

Valentin Stocker (t.h.) er blevet suspenderet i Basel. Foto: Darko Bandic/AP/Ritzau Scanpix
Valentin Stocker (t.h.) er blevet suspenderet i Basel. Foto: Darko Bandic/AP/Ritzau Scanpix

Onsdag kl. 21 mødes Barcelona og Sevilla i en afgørende semifinale i Copa del Rey - se den eksklusivt i Ekstra Bladet+

Der er ballade i Basel.

Den schweiziske storklub har valgt at suspendere anfører Valentin Stocker, fordi han angiveligt skal have ytret sig kritisk om træner Ciriaco Sforza.

Basel ligger nummer to i den schweiziske liga og har blot fået to point i de seneste fire kampe.

Det er også blevet til et pokalnederlag på hele 2-6 til Winthertur fra den næstbedste række, og det har alt sammen givet uro.

Mediet CH Media skriver, at Stocker flere gange har ytret sig kritisk om træner Sforza, og det skulle være årsagen til, at han er blevet suspenderet.

Stocker har ikke været med i de seneste kampe. Officielt har han været skadet, men det er muligvis ikke hele sandheden.

I hvert fald er han nu suspenderet.

FC Basel har efter spekulationer i schweiziske medier set sig nødsaget til på sin egen hjemmeside at fastslå, at det udelukkede er en beslutning taget af den sportslige afdeling i klubben.

'Spillerne på førsteholdet havde intet med det at gøre. Holdet accepterer den sportslige afdelings beslutning, hvad det har bekræftet over for klubbens ledelse.

Spillerne og trænerne ønsker nu udelukkende at koncentrere sig om de kommende sportslige opgaver og som en enhed at finde en vej ud af den vanskelige sportslige situation,' skriver klubben på sin hjemmeside.  

Mellem 1500 og 2000 Basel-fans demonstrerede mandag aften uden for klubbens stadion St. Jakob-Park. De er utilfredse med både ledelse og træner Sforza.

FC Basel møder onsdag førerholdet Young Boys, der har et forspring på hele 19 point til kriseramte FCB.

Grotesk situation: Nu er det hans tur

Wozniacki i uheld: Viser skaden frem