Fortællingen om hans fremtid har i den sidste lange periode vokset sig større og større.
Siden Christian Eriksen på forfærdelig vis kollapsede med et hjertestop under sommerens EM, har den danske stjernespiller afholdt sig fra at udtale sig offentligt om sin fremtidige karriere, mens spekulationer og rygter har svirret.
Men det kan meget vel være fortid. Det siger hans agent, Martin Schoots, i et interview med det hollandske medie De Telegraaf.
- Christian er ambitiøs. Han ved, at han er sund og rask. Men jeg synes, han skal være den første til at tale om sine ambitioner, og det vil han gøre meget snart, fortæller Schoots.
Christian Eriksen sendte hurtigt livstegn efter opgøret mod Finland, hvor hjertestoppet indtraf.
Herefter fik han indopereret en såkaldt ICD-enhed. En slags pacemaker, der kan give et elektrisk stød for at stoppe et eventuelt livstruende anfald af for hurtig hjerterytme.
En sådan enhed er ifølge reglementet ikke tilladt i italiensk fodbold, og mens det hurtigt blev klart, at han måtte søge en karriere i et andet land, ophævede hans nu tidligere klub Inter kontrakten i midten af december.
- Det havde intet at gøre med Christians personlige omstændigheder. Det er regler, som har været der i årtier og gælder for alle. Derfor vidste jeg allerede få dage efter episoden under EM, at Italien var en blindgyde, og at vi var nødt til at tale med vores advokater i Italien, siger han.
Træner igen
Selvom Eriksen ikke har spillet en fodboldkamp siden den 12. juni, er han for nyligt begyndt at træne med og uden bold.
I begyndelsen af december blev han spottet på OB's træningsanlæg i Odense, hvor han lavede forskellige øvelser.
OB's sportschef, Michael Hemmingsen, bekræftede efterfølgende, at Eriksen har fået lov at låne klubbens faciliteter, mens han genoptræner. Træningsanlægget ligger ganske tæt på Eriksens hus i den fynske by.
I slutningen af december løb han rundt på en græsplæne i Schweiz i byen Chiasso, som ikke er langt fra den italienske grænse.
Her skev Inter-journalisten Riccardo D'anna på Twitter, at han fortsat træner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------