Taxachauffør: - Jeg kastede en dåse i afmagt

Chaufføren fra det famøse Bendtner-optrin hævdede i Københavns Byret fredag, at han kastede en tom sodavandsdåse mod parret for at få dem til at betale for turen

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Ifølge taxachaufførens eget udsagn var det en tom dåse, som han kastede imod Niklas Bendtner og kæresten.

Det forklarede han i retten fredag, hvor både han selv og Nicklas Bendtner er tiltalte.

- Den rammer væggen på Nationalbanken, hævdede chaufføren i retten.

Anklageren, Marie-Louise Kruse, spurgte efterfølgende mere ind til, hvor dåsen ramte. Chaufføren svarede, at han var besvimet, og at han ikke husker det eksakt.

- Så det du siger, er at den rammer fire-fem meter fra dem? spurgte anklageren.

- Ja, svarede chaufføren kortfattet og hævdede efterfølgende, at det var en tom sodavandsdåse, som var placeret i taxaens kopholder, han kastede.

- Hvad forventede du, da du kastede dåsen? spurgte anklageren.

- At de ville betale for turen, svarede chaufføren.

- Det var for at få deres opmærksomhed, fulgte han op.

Det famøse optrin, hvor Bendtner og chaufføren røg i klinch, skete umiddelbart efter dåsekastet, hvor chaufføren igen hævdede, at hans hukommelse er meget svækket.

- Jeg er helt forvirret, konkluderede chaufføren med henvisning til dennes tilstand lige efter episoden.

- Ringer du så til politiet eller hvordan? spurgte anklageren chaufføren.

- Jeg prøvede men droppede det så igen, svarede han.

- Jeg var snot-forvirret, fulgte han op.

Anklageren spurgte da ind til, om chaufføren bemærkede, at han havde nogle skader efter optrinnet.

- Jeg blødte lidt fra mine fingre, svarede chaufføren.

- Det var først, da jeg blev afhørt af politiet, at jeg mærkede, at det begyndte at knase fra kæben af. Der kunne jeg mærke, at den var helt gal, fulgte han op.

Billeder af chaufførens ansigt kom da til syne i retssalen. Disse var angiveligt taget lige efter optrinnet. Anklageren spurgte chaufføren ind til, hvilke skader denne havde pådraget sig, hvortil han svarer, at han har buler, og at han bløder fra både øre og læbe.

Efter dette meddelte dommeren i Københavns Byret ti minutters pause.

Her er overblikket over retssagen mod Nicklas Bendtner 2. november 2018

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er fredag i retten i København i en sag om vold mod en taxichauffør.

Her er sagen kort:

* Søndag 9. september meldte taxiselskabet DanTaxi Nicklas Bendtner til politiet for vold mod en af firmaets chauffører. Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, bekræftede senere på Instagram, at Bendtner slog chaufføren én gang.

* Hvad der gik forud, er til gengæld mere uklart. Ifølge Philine Roepstorff opførte chaufføren sig truende og kastede en flaske efter parret. Bendtner slog i selvforsvar, mener hun.

* Taxichaufføren pådrog sig et dobbelt kæbebrud og blev opereret. Det fremgår af anklageskriftet, at Bendtner har slået chaufføren omkuld og efterfølgende sparket ham i ansigtet. Fodboldspilleren er tiltalt efter den milde voldsparagraf.

* Politiet har desuden rejst tiltale mod taxichaufføren for forsøg på vold. Ifølge anklageskriftet har han kastet en genstand efter Bendtner og kæresten uden at ramme.

* Bendtner er desuden tiltalt for at løbe fra en taxiregning på 52 kroner og for at køre uden sikkerhedssele.

* Chaufføren er tiltalt for forsøg på vold, kørsel uden sikkerhedssele og at tale i mobiltelefon under kørslen.

* Bendtner nægter sig ifølge advokat Anders Németh skyldig i vold. Taxichaufføren nægter sig også skyldig.

* Rosenborg valgte umiddelbart efter episoden i København at afholde en presseseance i Trondheim. Klubben har ikke nogen holdning til sagen, før der foreligger en dom.

* Fredagens retssag går i gang klokken 9.30. En eventuel dom kan ankes til landsretten.

/Ritzaus Bureau

Philine Roepstorff har sat drømme om en modelkarriere i USA på standby for at være sammen med kæresten i Norge. Foto: Jonas Olufson Skandinavien - 18. okt. 2018 - kl. 09:26 Bendtners kæreste: Han har gjort en del ting, der ikke er efter bogen

30 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere