Toppolitiker erklærer sig skyldig i FIFA-skandale

Den tidligere Honduras-præsident Rafael Callejas erkender at have modtaget bestikkelse, da han var medlem af FIFAs marketingkomité

Der er endnu ikke lagt endegyldigt låg på FIFA-skandalen. Den forhenværende præsident for Honduras, Rafael Callejas, erkender, at han har modtaget bestikkelse. (Arkivfoto: AP)
Der er endnu ikke lagt endegyldigt låg på FIFA-skandalen. Den forhenværende præsident for Honduras, Rafael Callejas, erkender, at han har modtaget bestikkelse. (Arkivfoto: AP)

Den tidligere præsident for Honduras Rafael Callejas erkender, at han gjorde sig skyldig i bestikkelse i sin tid som medlem af Det Internationale Fodboldforbund FIFA.

72-årige Callejas var mandag for en dommer i New York i forbindelse med den omfattende FIFA-skandale, hvor en lang række tidligere embedsmænd er på anklagebænken.

Rafael Callejas var præsident i Honduras fra 1990 til 1994 og blev siden præsident for landets fodboldforbund - en post han sad på indtil august sidste år. Han er tidligere medlem af FIFAs tv- og marketingkomité.

Den forhenværende politiker var oprindelig tiltalt for otte tilfælde af korruption og hvidvaskning af penge, som han 15. december erklærede sig uskyldig i. Nu har han erkendt sin skyld i to forhold.

En af sagerne handler om at have modtaget bestikkelse fra et firma i Florida, der til gengæld fik tv-rettighederne til Honduras' VM-kvalifikationskampe.

Begge de to forhold har en strafferamme på op til 20 års fængsel, og der vil blive afsagt dom 5. august. Callejas skal desuden tilbagebetale 650.000 dollar, svarende til 4,3 millioner danske kroner.

Se også: Trods udelukkelse: Blatter takker ja til VM-invitation

Se også: Officielt: Tysk VM-værtskab undersøges for bestikkelse

12 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere