Trodsede coronaforbud: Straffet for grillfest

Tidligere Premier League-angriber har dummet sig i Belgien, hvor han holdt grillfest, selvom forsamlinger forbydes

Obbi Oularé blev straffet med en bøde. Foto: Ritzau Scanpix
Obbi Oularé blev straffet med en bøde. Foto: Ritzau Scanpix

I mange lande er der i øjeblikket forbud mod større begivenheder på grund af den igangværende coronavirus-pandemi, og det gælder blandt andre Belgien. Ligesom i Danmark er det forbudt at holde fester og lignende.

Det har Standard Lieges Obbi Oularé lært på den hårde måde.

Den 24-årige angriber overholdt nemlig ikke reglerne, da han grillede med en flok venner i byen Hasselt, og Oularé samt fire venner fik hver især en bøde på knap 250 euro - svarende til knap 1.900 danske kroner. Det skriver belgiske Het Nieuwsblad.

Den belgiske angriber var dog ikke selv enig i bøden.

- Vi havde ingen fest, men tilsyneladende ringede naboerne til politiet. Jeg synes ikke, vi gjorde noget forkert. Jeg forstår, at politiet bare gør deres arbejde, men de behøver ikke at overdrive, siger Oularé til Het Nieuwsblad.

Obbi Oularé har scoret to mål på 14 kampe i Jupiler Pro League for Standard Liege i denne sæson. Tidligere har han spillet for engelske Watford, hvor han blot nåede at spille i to Premier League-kampe.

Se også: Nej til verdensstjerne: - 30 mio. kr. var for dyrt
Se også: Luksus til 165 millioner: Kig ind i Beckhams bolig
Se også: Corona-kaos: Kræver bossens afgang  
10 kommentarer
Vis kommentarer