Tyrkisk klub bifalder spillers røde kort til dommer

Trabzonspor bakker spiller op, der blev udvist for at vise dommeren det røde kort i nederlag til Galatasaray

Tyrkiske fodboldfans rasede mandag i gaderne oven på den kontroversielle udvisning. (Foto: Abaca)
Tyrkiske fodboldfans rasede mandag i gaderne oven på den kontroversielle udvisning. (Foto: Abaca)

Ikke færre end fire udvisninger i kampens sidste halve time blev det til for Trabzonspor, da fodboldklubben søndag tabte 1-2 ude til Galatasaray i den bedste tyrkiske fodboldrække. Ikke mindst den sidste af slagsen kort før tid vakte opsigt.

Den indkasserede gæsternes indskiftede Salih Dursun for at vise det røde kort til dommer Deniz Ates Bitnel, der kort forinden havde udvist Trabzonspor-spilleren Luis Cavanda. Det skete, fordi han ifølge dommeren havde begået et straffespark.

Deniz Ates Bitnel tabte det røde kort i den efterfølgende tumult, og det blev altså samlet op af Salih Dursun. Han hævede kortet mod dommeren og pegede ud på tilskuerpladserne, så ingen var i tvivl om, hvad Trabzonspor-spillerne mente om dommerens præstation.

- Vi får beskeder fra hele Tyrkiet, der siger, at "vi skammer os", siger Trabzonspor-chefen Muharrem Usta ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beskederne skulle dog ikke handle om Trabzonspor-spillernes fire røde kort, men derimod dommerens indsats.

- Salih Dursun har vist det røde kort til tyrkisk fodbold, siger Muharrem Usta.

Trabzonspor har på forsiden af klubbens hjemmeside endda lagt et billede ud af sekvensen, hvor Salih Dursun holder det røde kort strakt frem mod dommeren.

Galatasarays Selcuk Inan formåede at bevare koncentrationen efter kampens sidste udvisning, og han scorede til 2-1 på straffesparket.

Se også: Historisk: Gav dommeren rødt kort og blev vist ud

Salih Dursun lavede en 'Paul Gascoigne', tildelte dommeren det røde kort og blev selv udvist. I Gascoignes tilfælde slap han med et gult kort - det gjorde Dursun ikke. Situationen - og de øvrige tre røde kort, som Trabzonspor fik - har skabt enorm debat i det fodboldgale land. (Foto: Abaca)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere