UEFA indgår aftale med ni udbryderklubber - tre klubber kan se frem til hård straf

De ni klubber, der nu har har forladt udbryderligaen European Super League, får en samlet bøde på 110 millioner kroner, mens de resterende tre klubber bliver sendt videre i UEFA's disciplinære system med henblik på at blive tildelt en straf

Sportschef Allan Olsen forklarer den grundlæggende konflikt i Super League, hvordan klubberne kunne jokke så eklatant i spinaten, og hvordan de kunne vende på en tallerken.

Alle 12 klubber, der var med til at danne udbryderligaen European Super League bliver straffet. Det meldte UEFA ud fredag.

Her blev det slået fast, at de ni klubber - Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Manchester City, Tottenham, Atlético Madrid, AC Milan og Inter - der er trådt ud af European Super League og i stedet valgt at fortsætte med at spille europæiske kampe i UEFA-regi vil få en økonomisk straf.

Den indebærer, at de skal opgive fem procent af deres UEFA-relaterede indkomster for en enkelt sæson. I alt drejer det sig om en samlet bøde på godt 110 millioner kroner, der af UEFA bliver kaldt 'en godgørende gestus', der skal bruges på områder, hvor de gør gavn.

Desuden har de ni klubber indgået en aftale, der betyder, at de bliver ramt af betydeligt hårdere sanktioner, hvis de igen indgår i et lignende samarbejde. Helt præcist en bøde på 750 millioner kroner. Og en økonomisk straf på 375 millioner kroner, hvis de skulle forsøge at bryde andre UEFA-relaterede aftaler.

- De nævnte beløb er betragtelige, men ingen af de økonomiske straffe vil blive tilbageholdt af UEFA. De vil alle blive geninvesteret i ungdoms- og græsrodsfodbold i lokale enheder rundt om i Europa.

- Klubberne har hurtigt erkendt deres fejltagelse, og de har udvist anger over det og et fremtidigt engagement i europæisk fodbold.

- Det kan ikke siges om de klubber, der er forblevet involveret i den såkaldte Super League, og UEFA vil efterfølgende tage sig af dem, siger UEFA-præsident Aleksander Čeferin til forbundets hjemmeside.

Det betyder, at de tre resterede klubber, Barcelona, Real Madrid og Juventus, der ikke har ønsket at underskrive den samme aftale med UEFA, vil få deres sager sendt videre til UEFA's disciplinærkomité. Det betyder helt konkret, at de kan blive udelukket fra europæiske turneringer som Champions League.

Det får dog ingen indflydelse på denne sæsons Champions League-finale, der dog er løbet ind i andre problemer. Det kan du læse om her.