95-0 og 91-1.
Det er ikke resultater, man normalt vil forbinde med fodbold, men det var alligevel sådan, to kampe i Sierra Leones næstbedste række sluttede i rækkens sidste spillerunde.
Her vandt Kahunla Rangers nemlig med hele 95-0 over Lumbebu United, mens Gulf FC ydmygede Koquima Lebanon med 91-1. De to kampe havde ellers været forholdsvis tætte ved pausen, hvor kampene stod henholdsvis 2-0 og 7-1.
Og de vilde resultater ser nu ud til at få et efterspil. Det skriver BBC Sport Africa.
- Vi kan ikke lade stå til og lade en pinlig situation som denne forblive ustraffet, siger præsidenten for Sierra Leones fodboldforbund, Thomas Daddy Brima, til BBC Sport Africa.
- Vi vil straks iværksætte en undersøgelse og bringe alle de ansvarlige for dette til ansvar. Alle, der findes skyldige, vil blive behandlet i overensstemmelse med forbundets regler og vil også blive udleveret til landets anti-korruptionskommission.
Fodboldforbundet, SLFA, vil nu undersøge spillere, dommere og andre officials, lyder det endvidere.
De to vindende mandskaber, Kahunla Rangers og Gulf FC, befandt sig i en indædt kamp i toppen af rækken, hvor de var á point i kampen om en plads, der giver adgang til en kvalifikationsrunde til landets bedste række. Derfor kunne målscoren i sidste ende blive afgørende, og noget kunne altså tyde på, at der blev taget ufine midler i brug for at opnå en god målscore.