Vanvittig guldregn: Ronaldo overhaler Messi

Med deres klubskifter denne sommer har Cristiano Ronaldo overhalet Lionel Messi som verdens bedst betalte fodboldspiller

Cristiano Ronaldo tjener mere end to millioner kroner om dagen som verdens rigeste fodboldspiller. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Cristiano Ronaldo tjener mere end to millioner kroner om dagen som verdens rigeste fodboldspiller. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er store penge, fodboldens superstjerner kan sætte ind på lønkontoen.

Det er mange millioner hvert år, hver måned, ja hver eneste dag.

Ikke overraskende er det fortsat Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, der med afstand er de højst betalte i fodboldens verden. Men i forhold til sidste års liste, så er det i år Ronaldo, der topper i fodboldens verden. Ja, faktisk i samtlige idrætsgrene. Det har det amerikanske pengemagasin Forbes regnet sig frem til.

Skiftet på tronen kommer som en direkte konsekvens af de to herrers klubskifter denne sommer.

Kigger man på Ronaldos tilbagevenden til Manchester United, så har det ikke kostet ham noget. I forhold til Juventus får han det samme i løn, ca. 450 millioner kroner om året, mens hans sponsorater fra blandt andre Nike og Tag Heuer samt hans egne undertøjs- og smykkekollektioner løber op i ca. 350 millioner.

Alt i alt en årsløn på knap 800 millioner kroner.

Dermed slår han den evige rival, Lionel Messi, der må 'nøjes' med knap 700 millioner kroner.

Lionel Messi har ikke haft en helt gnidningsfri start i Paris Saint-Germain, hvor han også er gået lidt ned i løn. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Lionel Messi har ikke haft en helt gnidningsfri start i Paris Saint-Germain, hvor han også er gået lidt ned i løn. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Det skyldes udelukkende en lønnedgang i Paris Saint-Germain, hvor han i forhold til Barcelona går næsten 150 millioner kroner ned i årsløn til 475 millioner kroner - hvilket er på niveau med klubkammerat Neymar og trods alt fortsat den største årsløn til en fodboldspiller.

Det er altså på aktiviteter uden for fodboldbanen, at Cristiano Ronaldo for alvor trækker fra konkurrenterne. Det kan han ikke mindst i kraft af den popularitet, han nyder på de sociale medier, hvor hans konti på Instagram, Facebook og Twitter bliver fulgt af mere end en halv milliard brugere.

Det gør ham til verdens mest fulgte person, og det kan sikre ham op til ti millioner kroner blot for at skrive en opdatering.

Det hjælper naturligvis også, at den 36-årige portugiser viser, at han fortsat har noget at byde på inde på en fodboldbane.

I starten af september nåede han med to scoringer for Portugal mod Irland op på 111 landskampsmål, hvilket sender ham alene i spidsen blandt herrerne. Og de tre første kampe for Manchester United har resulteret i fire scoringer.

En stærk kontrast til Lionel Messi, der efter skiftet til PSG endnu ikke er kommet på måltavlen.

Vanvittig guldregn: Ronaldo overhaler Messi

Highlights: Ronaldo blev historiens mest scorende med to overtidsscoringer i sen Portugal-sejr. Video: Discovery