Du kan købe adgang til at se færøsk fodbold lige her
I Sverige kaldte de ham for deres Wayne Rooney, og daværende FC Midtjylland-træner Erik Rasmussen mente, at midtjyderne havde købt 'fucking Ronaldinho'.
Så lovende var Ken Fagerberg.
Som teenager brød han igennem i hjemlandet og blev som teenager solgt for ti millioner kroner til FC Midtjylland.
Han var på det tidspunkt den dyreste teenager i Superligaens historie, og fremtiden syntes lige så lys som hans hår.
Men Fagerberg fik aldrig det ud af karrieren, som alle forventede.
I en alder af 31 sidder den svenske angriber nu på Færøerne og funderer over en kaotisk karriere og et liv med alkohol, narkotika, kriminalitet og nu også islam.
- Jeg har altid været en vildbasse. Jeg levede et liv, som ofte indebar at drikke alkohol og tage narkotika. Jeg vil ikke sige, at jeg var hverken narkoman eller alkoholafhængig - jeg ville bare have det sjovt.
- Det blev et stort problem at kombinere det med topfodbold, siger Fagerberg i et interview med TV2 Norge.
Den norske tv-station har købt rettighederne til den færøske liga, der begynder lørdag.
Ken Fagerberg spiller i klubben i Tvøroyri Bóltfelag, men turen til roen oppe på den lille ø på Færøerne har været lang for den store svensker.
Supertalentet slog ikke til i FC Midtjylland. Han lykkedes nogenlunde med at tøjle sine indre dæmoner på Heden, men da han blev lejet ud til Örgryte, endte han atter i det forkerte selskab.
- Det var folk fra kriminelle miljøer, som var ude efter mig, og jeg forstod, at jeg måtte tilbage til Danmark, fortæller Ken Fagerberg til TV2 Norge.
Albue i ansigtet
Faktisk havde den svenske fodboldspiller så travlt med at komme ud af Göteborg, at han gav en modstander en albue i ansigtet.
Det betød, at han var i karantæne i sæsonens sidste kampe og derfor kunne undslippe Sverige før tid.
Fagerberg fik aldrig gang i karrieren i FC Midtjylland igen og var forbi Viborg, Horsens og Vendsyssel, inden han i 2017 endte på Færøerne.
I Danmark mødte han sin kommende kone, Lykke, og begyndte også at gå i kirke og interesse sig for bibelen. Jo mere han læste i den, jo flere spørgsmål fik han.
Han begyndte at se en anden vej og valgte i stedet islam. Fagerberg er i dag muslim.
- Jeg har funderet meget igennem livet. Jeg tænkte meget, og religionen gjorde, at jeg fik svar på noget af det.
- Jeg levet ikke et meget religiøst liv udadtil, men i mine tanker gør jeg, siger den tidligere vildbasse, der nogle timer om ugen arbejder på en fiskefabrik på Tvøroyri og synes at have fundet sig selv i de smukke omgivelser på den lille ø.
- Det er helt fantastisk her. For mig er dette det smukkeste sted på Færøerne. Menneskerne her, spillerne, træneren, alle er fantastiske, siger Ken Fagerberg til TV2 Norge.