Vidunderknægt slog ikke til: Her er hans nye klub

Martin Ødegaard er blevet lejet af hollandske Heerenveen i et halvt år

Sådan blev super-talentet præsenteret

Real Madrid var måske en lidt for stor mundfuld for norske Martin Ødegaard, der skiftede til kongeklubben i 2015.

Nu har den 18-årige nordmand i hvert fald forladt klubben for en stund, og i stedet skal han tørne ud for den hollandske klub Heerenveen det næste halve år. Det forlyder dog, at opholdet kan forlænges med et helt år.

Lejeaftalen ser ud til at blive præsenteret klokken 11.30 denne formiddag.

Heerenveen ligger i skrivende stund nummer fire efter Feyenoord, Ajax og PSV, og holdet har indtil flere skandinaver i truppen.

Udover norske Morten Thorsby så er svenskerne Sam Larsson og Simon Them at finde i klubben, men også danske Yunes Namli har optrådt for dem denne sæson.

I december kunne Heerenveen også præsentere en dansk teenager, nemlig Emil Frederiksen, som man hentede i Viborg. Den 16-årige dansker har fået en 2,5 år langt kontrakt.

Ødegaard-hypen
Martin Ødegaard blev ellers hentet til Real Madrid med fuld musik, som du kan se i klippet øverst.

I foråret 2014 fik han som den yngste nogensinde debut i den norske Tippeliga, og han blev også den yngste målscorer i den bedste norske række. Samme efterår blev han den yngste norske landsholdspiller nogensinde med sine 15 år og 253 dage.

Han blev udråbt som et større talent end Christian Eriksen, og han blev kaldt for god til FCK.

I januar 2015 blev han så hentet til den spanske hovedstad.

Den unge nordmand har i sin Real Madrid-tid mest betrådt banen som Castilla-spiller, altså på Real Madrids reservehold.

I denne sæson har han spillet 13 kampe og scoret tre gange for holdet, der optræder i den tredjebedste række.

Ødegaard har dog fået enkelte kampe på førsteholdet, og her har han blandt andet en tilføjelse i sin kontrakt, som gør, at han tjener kassen, når han spiller med Ronaldo og Co.

Senest, Ødegaard legede med de store drenge, var 30. november, hvor han spillede hele kampen mod Cultural Leonesa i den spanske pokalturnering. Her vandt Real Madrid med 6-1 med et meget reservespækket hold.

- Han skal ud og spille førsteholdsfodbold et sted. Det er det vigtigste for ham, og det er jeg sikker på, at han nok skal komme, sagde hans tidligere træner i den norske klub Strømgodset, David Nielsen, til Ekstra Bladet i slutningen af 2016.

Heerenveen er kendt for at arbejde godt med unge talenter, så mon ikke de vil tage sig godt af Ødegaard.

Sport og Spil Sådan gik det fodboldens vidunderbørn

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere