Vild liste: Klumpfoden duellerer med Neymar

29-årige Klæmint Olsen ligger godt til på den aktuelle liste over topscorere i Europa med sine 26 mål i kalenderårsturneringen på Færøerne

Børn og brandslanger på banen: Lars Olsen, tidligere færøsk landstræner, fortæller om Betrideildin.

Du kan købe adgang til at se færøsk fodbold lige her.

For et par uger siden bragte vi her i Tipsbladet den aktuelle topscorerliste over de angribere, der er med i kampen om Den Gyldne Støvle, når denne udskudte sæson engang er forbi, og det er som ventet en liste præget af store og kendte navne. For spillerne fra de fem store ligaer kan gange deres måltal med to, mens spillerne fra de ligaer, der ligger placeret fra nummer seks til 22 på UEFA's rangliste kan gange med 1,5.

Før fodbolden gik i stå rundt omkring i Europa, var kampen om Den Gyldne Støvle et opgør mellem Lazios Ciro Immobile (27 mål og dermed 54 point i alt) og Bayern Münchens Robert Lewandowski (25 mål og 50 point), mens det seneste årtis målkonger Lionel Messi og Cristiano Ronaldo var henholdsvis otte og seks mål fra Serie A-topscoreren.

Men selv om det er en liste for de store navne, dukker der også ukendte målkonger op rundt omkring. Israelske Shon Weissman ligger nummer 12 efter at have scoret 22 gange (33 point) for den østrigske kometklub Wolfsberger AC, mens estiske Erik Sorga ligger nummer 18 med de 31 mål (31 point), han scorede for Flora Talinn i den afsluttede turnering, hvilket gav ham et februarskifte til MLS og DC United for tre millioner kroner.

Og så er der også Klæmint Olsen alene på 43. pladsen med 25 mål (25 point) for NSI Runavik i 2019-sæsonen i den færøske liga.

Han vil falde ned gennem listen, når for eksempel Edin Dzeko og Mauro Icardi lige under begynder at score ligamål igen, men lige nu og et ukendt stykke tid fremover ligger den 29-årige færing altså i top 50 blandt europæiske målscorere, hvilket nu ikke er noget, han går specielt op i eller følger med i.

- Nej, det gør jeg ikke. For et par måneder siden så jeg noget om, at jeg lå i top 10, men der var de andre turneringer jo heller ikke kommet så langt. Det er da sjovt at se ens eget navn sammen med de helt store, men det er ikke noget, jeg tænker på, siger topscorer Olsen i telefonen fra Runavik, hvor der heller ikke er noget bitterhed at spore over, at et mål mod for eksempel lokalrivalerne Vikingur ikke er lige så meget værd som et Cristiano Ronaldo-mål mod Brescia.

- Det er forskellen på at være professionel og semi-pro eller amatør, så det er nok fair nok, siger Klæmint Olsen.

Til gengæld er han på ingen måde ubekendt med topscorerlister, for faktisk er traditionen, at han fører dem an på Færøerne. I 2011, da han lige var blevet 21 år, sluttede han som nummer to på listen med 18 mål, men så tog han skridtet op og blev topscorer i 2013, 2014, 2015 og 2016 med 21 mål i de tre første og 23 mål i 2016, før han i 2019 slog alle personlige rekorder med 26 mål i de 27 kampe, der udgør en fuld sæson i den færøske Betrideildin med 10 klubber, der møder hinanden tre gange.

Hans hidtidige rekord var de 23 mål i 2016, men sidste år faldt tingene foran mål endnu mere på plads end normalt. Godt nok sluttede Runavik efter både mestrene fra Klaksvik og nummer to fra B36 Tórshavn, men intet hold scorede mere end klubben fra Eysturoy, og ingen på Færøerne lavede flere mål end Klæmint Olsen, der altså sikrede sig sin femte topscorertitel. Men hvorfor var sidste sæson så god.

- Vi havde en træner fra Island [Gudjon Thordarson med en managerfortid i både Notts County og Stoke], som gav mig nogle instrukser om, hvordan han gerne ville have mig til at arbejde på banen. Som person er jeg meget arbejdsvillig, så hvis jeg ikke får de instrukser, så løber jeg over det hele - både i forsvar og i angreb." " Men den her islænding ville have mig til at ligge centralt hele tiden, så jeg ikke skulle arbejde så meget ude i siden. Det var nok derfor, jeg altid var i boksen. Og det gav så 26 mål i sidste sæson, fortæller Klæmint Olsen.

Måltallet nåede han på en lidt pudsig måde, for i de første syv kampe scorede han kun to mål - endda i samme kamp - og turneringen sluttede på samme måde, omend de to mål blev scoret i to forskellige kampe, og dermed scorede han altså hele 22 mål i 13 kampe i midten af turneringen.

- Inden sæsonen begyndte, var der noget diskussion om, hvor mange mål jeg ville score, for vi mistede vores måske bedste spiller [ Arni Frederiksberg] til vores rivaler [ B36 Tórshavn]. Han spillede ude på kanten, og han havde altid været den store assistkonge i klubben. Måske var det derfor, at jeg kun scorede to mål i de første kampe, for det var en ny situation for klubben og holdet, siger Klæmint Olsen, der altså fandt sin vej til målet alligevel, da han først havde vænnet sig til livet uden sin faste makker i offensiven.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

FØDT MED EN KLUMPFOD

Klæmint Olsen scorede sensationelt mod Spanien. Foto: JAVIER SORIANO / Ritzau Scanpix)
Klæmint Olsen scorede sensationelt mod Spanien. Foto: JAVIER SORIANO / Ritzau Scanpix)
 

Tilvænning er i det hele taget et nøgleord i angriberens karriere, for egentlig skulle han aldrig have kunnet spille fodbold overhovedet.

Han blev nemlig født med en klumpfod, en venstre fod med form som en banan der sad i en helt forkert vinkel på anklen. Men hans mor behandlede foden hver morgen og hver aften, til Klæmint Olsen var fem år gammel, og han fik også en støvleskinne, som han skulle gå med for at rette foden ud. Og det lykkedes på en måde, som ingen læger havde regnet med.

- Allerede i starten af mit liv fik mine forældre at vide, at jeg aldrig ville kunne komme til at spille fodbold. Det var en motivation til at starte med, for jeg skulle jo overbevise lægerne om, at det kunne jeg sgu godt," siger Klæmint Olsen, hvis måltal til fulde beviser, at det kan han 100 procent, omend hans ene lægmuskel ikke er lige så udviklet som den anden. For det betyder ikke umiddelbart noget for hans spil.

- Egentlig er det lidt svært at svare på, om det betyder noget, for jeg kender jo ikke til noget andet. Men der er tydelig forskel på mine lægmuskler. Den i mit venstre ben er en del mindre, men jeg tror ikke, det er noget, der påvirker mig negativt." " Den eneste forskel er, at jeg ikke kan hoppe fra venstre ben. Der er ingen springkraft i det. Når man er højrebenet, springer man normalt fra venstre ben, men det gør jeg så ikke, siger topscoreren om det eneste, han mærker til daglig i fodbolden fra den medfødte skade.

Tværtimod viste det sig hurtigt, at han var rigtig god til at spille fodbold, og allerede som 15-årig kom han på det færøske U/ 17-landshold, mens han som 16-årig i 2007 debuterede på førsteholdet i Runavik. Og det var et godt år at begynde seniorkarrieren.

- Ja, det var jo det år, vi blev mestre for første og hidtil eneste gang. Det var ekstremt stort, og nu er det på tide, at vi vinder det igen, siger Klæmint Olsen fra det NSI Runavik, der altid ligger i top fire, men siden mesterskabet i 2007 ikke har nået andet end et par andenpladser i tabellen og så en pokaltriumf i 2017.

Så 2007 var et tidligt højdepunkt, også fordi teenageren Klæmint dermed nåede at spille på hold med klublegenden over dem alle, målmanden med tophuen Jens Martin Knudsen, der i dag er assistenttræner på holdet.

- Han vil altid være en legende her, for det var jo ham, der stod på mål i den berømte kamp i Landskrona, da vi vandt vores første officielle landskamp [ 1-0 over Østrig i en VMkvalifikationskamp i 1990]." " Og han var også en inspiration for mig, da jeg voksede op. Han var en eminent idrætsmand, også inden for gymnastik og håndbold.

Og jeg fik altså lov til at spille sammen med ham, for han stod på mål i den sæson, hvor vi blev mestre, siger Klæmint Olsen med en tanke tilbage på målmandens sidste sæson som aktiv, før han lagde handskerne og den berømte tophue på hylden.

I dag spiller angriberen så på hold med Jens Martin Knudsens sønner Petur og Aron, mens familiefornemmelsen i klubben ikke bliver mindre af, at Klæmint Olsens far Andras er holdleder. Men sådan er det selvfølgelig, når man spiller i en klub, der nok kommer fra den kommune med tredjeflest indbyggere på Færøerne, men hvor der stadig kun bor knap 4000 mennesker.

Så når der kommer 5-600 tilskuere til hjemmekampene på Vid Løkin, hvor der faktisk er plads til 2000, er det ikke mange, men på den anden side er det stadig en pæn procentdel af indbyggertallet i kommunen, så fodbolden fylder også i Runavik, der ikke kun står i den færøske fodboldhistorie som hjemby for Jens Martin Knudsen, der både spillede 65 landskampe for Færøerne og lukkede sin karriere med mesterskabet i 2007 i en alder af 40 år.

Klæmint Olsen har også skrevet sin klub ind i historien i kraft af sine mange mål.

Der jubles i Hobro IK over at Superligaen kan genoptages. Foto: Jens Dresling Hobro - 8. maj. 2020 - kl. 10:10 Superligaklub jubler: - Vi er reddet!

Intl. fodbold - 8. maj. 2020 - kl. 07:22 Pause-vanvid: Børn og brandslanger på banen

5 kommentarer
Vis kommentarer