Topkampen mellem Olimpia Asuncion og Cerro Porteno i den bedste række i Paraguay bød på fire mål, to røde kort og en scoring af en 14-årig spiller.
For en uge siden var Fernando Ovelar for første gang med i truppen for Cerro Porteno, der er en af de største klubber i Paraguay, og søndag aften blev han så smidt for løverne, da topbraget og rivalopgøret mod Olimpia Asuncion blev skudt i gang.
Den 14-årige angriber startede på banen, og han behøvede ikke mange minutter, inden han fik takket for tilliden. 16 minutter inde i opgøret blev han sendt i dybden, og selvom teenageren formentlig har haft en del nerver på, viste han stor kølighed og sendte bolden i mål til 0-1.
Kampen endte med cifrene 2-2, da Olimpia Asuncion fik udlignet 12 minutter inde i overtiden på et straffespark, efter begge klubber tre minutter forinden havde fået en spiller udvist.
Fernando Ovelar er den første 14-årige spiller, som optræder i den bedste række i Paraguay, men han er ikke den første spiller på den alder, som har scoret. Også den tidligere Randers-spiller, Freddy Adu, nettede i MLS, da han var 14 år.
Blot 12-årige Mauricio Baldivieso har ifølge BBC rekorden for at være den yngste spiller til at score i en professionel kamp.
Vilde planer lækket om europæisk super-turnering