Voldsomt angreb mod FIFA: Vestager skal afskaffe transfersystem

Den internationale spillerforening vil have afskaffet transfersystemet og har bedt den danske EU-kommissær Margrethe Vestager om at tage affære 

FIFA og Sepp Blatter bliver nu en sag for EU-kommissær Margrethe Vestager. Foto: AP
FIFA og Sepp Blatter bliver nu en sag for EU-kommissær Margrethe Vestager. Foto: AP

De professionelle fodboldspilleres internationale fagforening, FIFPro, smed i formiddag på et pressemøde i Bruxelles en bombe under FIFA og hele den etablerede fodboldverden. FIFpro vil have afskaffet det nuværende transfersystem, som foreningen kalder konkurrenceforvridende og ulovligt.

Derfor har FIFPro indgivet en klage over FIFA til EU-kommissionen, hvor sagen bliver placeret på den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestagers skrivebord.

Sagen er det hidtil voldsomste angreb fra spillerforeningen mod FIFA, som anklages for blot at se til, mens de største klubber, spilleragenter og tredjepartsejere skummer fløden og ødelægger markedet for de mindre klubber, for spillerne og for fansene.

Se også: FIFA's generalsekretær suspenderet

FIFA beskyldes for kun at varetage de største klubbers økonomiske interesser, mens Sepp Blatter og kompagni glemmer at beskytte de hundredvis af spillere i Spanien, Italien, Grækenland og i Østeuropa, som oplever kontraktbrud og manglende lønudbetaling.

- EU-kommissionen har nøglen til at reformere den professionelle fodboldindustri i langt højere grad end nogen intern reformproces. Og det kan ske ved blot at bruge den EU-lovgivning, som allerede findes, siger FIFPro's præsident, Philippe Piat.

Han siger endvidere, at FIFA har fejlet i administrationen af professionel fodbold, på samme måde som FIFA heller ikke har kunnet administrere sig selv.

Se også: Blatters bedste ven er blevet hans fjende

I sagen mod FIFA henviser FIFPro også til de svimlende transfersummer, som kun er forbeholdt en lille kreds af klubber. Her kunne sikkert nævnes Barcelona, Real Madrid, PSG, Bayern Munchen samt klubberne i Premier League. Et eksempel fra sommerens transfervindue er Manchester Uniteds køb af den blot 19-årige Anthony Martial i Monaco. Englænderne rystede op med 590 millioner kroner.

Det siger sig selv, at den slags transfersummer er voldsomt konkurrenceforvridende på fodboldmarkedet. Det er også en af årsagerne til, at FIFPro vil af med transfersystemet i sin nuværende form. Og i følge FIFPro's generalsekretær, Theo van Seggelen behøver vi ikke at frygte en verden uden transfer.

 Se også: Sædet brænder under Blatter

- Gennem kollektive aftaler kan vi skabe meget bedre arbejdsmarkedsregler. Det er vores pligt at sikre, at kontrakter bliver respekteret, at klubberne kan konkurrere økonomisk og ikke blot, som de store gør, skrue priserne voldsomt i vejret.

- Vi vil sikre fodboldens fremtid til glæde for alle og ikke mindst de hundred millioner af fodboldfans, som er blevet forrådt af den uforsvarlige administration af transfermarkedet, siger Theo Van Seggelen.

Mads Øland er direktør i Spillerforeningen og bestyrelsesmedlem i FIFPro. Han ser kun fordele for dansk fodbold, hvis transfermarkedet lægges i graven og erstattes af kollektivt forhandlede regler.

- Andre brancher klarer sig fint med et overenskomstsystem og uden et transfersystem. Det kan vi selvfølgelig også gøre i fodboldbranchen. I de fire store amerikanske sportsgrene kender de heller ikke til et transfersystem. Der er der via overenskomster sikret en rimelig balance mellem spillernes og klubbernes interesser.

- Men vil det ikke skade de danske klubbers mulighed for at tjene penge, hvis transfermarkedet afskaffes?

- Danske klubber tjener samlet set ikke penge på transfersystemet Det sikrer kun at de største klubber i Europa bliver større og større, og stærkere og stærkere end de danske klubber, siger Mads Øland, som sammen med sine europæiske kolleger nu har spillet bolden videre til Margrethe Vestager.

Hun ryster næppe i bukserne over at skulle i nærkamp med FIFA. Tidligere har hun med stor appetit kastet sig over Google, som hun har anklaget for magtmisbrug. Hun er også gået i lag med Amazon, som hun mistænker for ikke at overholde EU's konkurrenceregler.

Spillet i kulissen i den internationale fodboldverden er heller ikke jomfrueligt område for konkurrencekommissæren.

Navnet Vestager kan få sprinkleranlægget til at gå i gang i direktionslokalerne hos fodboldgiganterne FC Barcelona og Real Madrid, som hun længe har undersøgt i en sag om ulovlig statsstøtte for milliarder af kroner.

Se også: Vestager-afgørelse kan koste fodboldgiganter milliarder

Afgørelsen i den spanske sag ventes her i løbet af efteråret.

Ricardo Cardozo, talsmand for den danske EU-kommisær Margrethe Vestager, bekræfter over for Ekstra Bladet, at de har modtaget sagen fra FIFPro og vil behandle den.

21 kommentarer
Vis kommentarer