2021 har været et stort år for den danske landsholdsanfører Simon Kjær, og det har de bestemt bemærket i det store udland.
Danskeren er netop landet på Forbes' udgave af årets hold i Serie A for kalenderåret 2021.
'Man kan ikke betvivle kvaliteten, lederskabet eller integriteten hos den danske anfører. Danskeren bliver hyldet for sine heltemodige indsats under sommerens EM-slutrunde, men det er præstationerne for Milan, der har skaffet ham en plads på holdet.'
Magasinet har valgt at give sig selv det benspænd, at holdet kun må rumme én spiller fra hvert hold. Valget af Simon Kjær betyder derfor også, at samtlige af hans holdkammerater er valgt fra.
Danskeren blev slemt skadet i december, men hans præstationer for resten af året har altså været mere end nok til at snuppe en af de to pladser i det centrale forsvar på årets hold i Serie A.
Juventus' 22-årige hollænder Matthijs de Ligt er blevet valgt som Kjærs makker i forsvaret.
Det har været et stort år for Simon Kjær, der også var nomineret til den prestigefyldte Ballon d'Or-pris, som går til verdens bedste fodboldspiller. Han blev kåret som verdens 18.-bedste fodboldspiller i 2021 og arrangørerne udnyttede også muligheden til at hylde ham for sin hurtige redningsindsats i forbindelse med Christian Eriksens hjertestop.
The Guardian kårede ham som 'Årets Fodboldspiller' i 2021. Det er en pris, der gives til den fodboldspiller, som har gjort sig bemærket ved enten at overvinde modgang, hjælpe andre eller sætte et eksempel ved at handle med ekstraordinær ærlighed.
Avisen lagde vægt på den heltestatus, som Simon Kjær havde gjort sig fortjent til med sine handlinger under sommerens EM-slutrunde.
--------- SPLIT ELEMENT ---------