Selv om tiden i Inter og italiensk fodbold er slut, så har Christian Eriksen stadig håb og drømme om en fremtid indenfor fodbolden.
Det skriver hans agent, Martin Schoots, til Ekstra Bladet i en eksklusiv sms-korrespondance, hvori han også afslører, at danskeren fortsat bor og træner i Milano.
’Han vil savne fansene, som er helt tossede med ham, men nu vil der åbne sig nye muligheder’, lyder det optimistisk fra hollænderen, der sammen med sin klient har forhandlet en ophævelse af kontrakten med Inter på plads.
Det blev offentliggjort fredag.
Direkte adspurgt om, hvorvidt Christian Eriksen stadig håber på en fremtid på banen, lyder svaret:
'Han har det virkelig godt. Al den fysiske feedback, han får, er virkelig positiv. Der er ingen grund til ikke at drømme eller ikke at håbe'.
Tidligere har der været beretninger om, at Middelfart-fødte Christian Eriksen trænede i Odense, men det var åbenbart kun for en kortere bemærkning, for ifølge Martin Schoots bor familien Eriksen stadig i den norditalienske metropol.
’Christian vil blive ved med at træne i Milano, for det er der, han og familien bor’, skriver han.
’Han vil fortsætte udenfor klubben, for det var nøjagtigt grunden til ikke at fortsætte.'
'Italien er det eneste land, hvor det officielt er forbudt at træne sport med en indopereret hjertestarter. Det er ikke engang tilladt at gå i et fitnesscenter for at træne,’ skriver Martin Schoots.
Den 29-årige midtbanespiller er altså nu klubløs og kan som udgangspunkt forhandle frit med andre klubber, hvis han beslutter at fortsætte karrieren. Danske OB og hollandske Ajax har været hyppigst nævnt i rygtestrømmen.
Inter tog tidligere på dagen en følelsesladet afsked med Christian Eriksen på klubbens hjemmeside.