Balotelli får ros efter provokationer i derby

AC Milans træner mener, at angriberen optrådte fornuftigt, da han blev provokeret i lokalopgøret mod Inter

Mario Balotelli måtte søndag nøjes med 1-1 mod sin gamle klub Inter. (Foto: AP)
Mario Balotelli måtte søndag nøjes med 1-1 mod sin gamle klub Inter. (Foto: AP)

AC Milans sorte angriber Mario Balotelli stod for skud for fanprovokationer, også af den meget ubehagelige slags, da han søndag aften var med i 1-1-opgøret mod sin tidligere klub Inter på Giuseppe Meazza i Milano.

Inter-fans luftede oppustelige bananer under kampen, og der blev lavet abelyde, som dog hurtigt blev overdøvet af det øvrige publikum.

AC Milans træner, Massimiliano Allegri, er meget tilfreds med den måde, hans temperamentsfulde spiller reagerede på.

- Han (Balotelli) er en 22-årig spiller, som spillede mod sin tidligere klub i en meget anspændt situation. Det var godt af ham, at han ikke svarede på provokationerne. Jeg mener ikke, at vi kan kritisere ham, siger Allegri.

AC Milan-spilleren Sulley Muntari, der også har spillet sammen med Mario Balotelli hos Inter, ser en forbedret udgave af angriberen, som i 2010 forlod Inter til fordel for Manchester City.

- Balotelli har ændret sig meget gennem årene. Han er mere moden, og det kunne man se i kampen, på trods af det pres han var under, siger Sulley Muntari.

Mario Balotelli skiftede i sidste måned til Milan fra Manchester City.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere