Død Serie B-spiller bestod medicinske test

Piermario Morosini, der døde af et hjertestop lørdag, fik ikke konstateret uregelmæssigheder tidligere

I Italien har det i mange år været obligatorisk for unge fodboldspillere, at de fra tid til anden skal gennemgå en lægekontrol for at sikre, at de ikke lider af livsfarlige skavanker.

Alligevel døde den 25-årige Livorno-spiller Piermario Morosini af et hjertestop under en fodboldkamp lørdag.

Den præcise dødsårsag kendes endnu ikke, men hvis Morosini led af en hjertefejl, burde den være blevet opdaget før.

Det siger hans ungdomstræner i Atalanta, Mino Favini, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der var aldrig det mindste problem, når han blev testet. Vi er forpligtet til at foretage en årlig kontrol, og han har aldrig haft problemer, siger han.

Det er ikke kun i fodbold, men også i alle andre sportsgrene, at man i Italien har indført obligatorisk hjertekontrol for unge atleter.

Ministeren for turisme og sport, Piero Gnudi, mener dog oven på det tragiske dødsfald, at man bør stramme op på og måske endda intensivere kontrollerne.

- De gentagne dramatiske tilfælde på det seneste må advare os om, at vi skal gøre alt, hvad der er muligt for at garantere præcise og hyppige medicinske kontroller, så vi så godt som muligt kan begrænse chancerne for, at noget lignende sker igen, siger han.

I oktober fik AC Milans Antonio Cassano det pludselig dårligt efter en Serie A-kamp mod Roma.

Han blev undersøgt på hospitalet, og her fandt man ud af, at angriberen havde en hjertefejl. Han blev opereret, og vendte tilbage til fodbolden tidligere på måneden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere