Juventus til tops efter chokstart

Trods dårlig start lykkedes det Juventus at vende 0-1 til 3-1 mod Catania, og Torino-klubben fører nu Serie A

Andrea Pirlo jubler over scoringen til 1-1. (Foto: AP/Massimo Pinca)
Andrea Pirlo jubler over scoringen til 1-1. (Foto: AP/Massimo Pinca)

Trods en chokstart spillede Juventus sig lørdag aften helt til tops i den italienske Serie A med en sejr på 3-1 over midterholdet Catania.

Klubben fra Torino fører nu den bedste italienske fodboldrække med 49 point foran de forsvarende mestre fra AC Milan, som har 47 point.

Juventus kom ellers rigtig skidt fra start, da Catanias Pablo Barrientos efter bare fire minutter skød udeholdet foran 1-0 på et langskud.

20 minutter senere fik Andrea Pirlo bragt balance i stillingen, da han på et frispark bragte hjemmeholdet på 1-1.

Lejesvend vist ud
Midtvejs i anden halvleg blev Catania reduceret til 10 mand, da Marco Motta blev præsenteret for det andet gule kort på bare et kvarter.

Motta var Juventus-spiller indtil for tre uger siden, da Torino-klubben sendte italieneren til Catania på en lejeaftale.

Udvisningen gav ekstra luft til Juventus, og efter 74 minutter sendte Andrea Pirlo et indlæg ind i panden på Giorgio Chiellini, som bragte hjemmeholdet på 2-1.

10 minutter før slutfløjt bragte Fabio Quagliarella hjemmeholdet på 3-1.

0 kommentarer
Vis kommentarer