Eventyret om indvandrerdrengen, der spillede sig helt til tops i international fodbold, sælger godt.
Så godt, at over en halv million eksemplarer af "Jeg er Zlatan" er blevet flået ned fra svenske boghandleres hylder, siden selvbiografien om angriberen Zlatan Ibrahimovic udkom i november.
Og nu har omkring tyve filmselskaber kontaktet forlaget Bonnier for at sikre sig rettighederne til en filmatisering.
- Interessen for at gøre bogen til spillefilm er enorm, siger David Lagercrantz, der har skrevet bogen, til Dagens Nyheter.
- Zlatan er meget interesseret i film, så jeg er overbevist om, det bliver til noget.
Forhandlingerne om rettighederne ventes at gå i gang inden længe.
- Vi vil tage det stille og roligt og sørge for, det bliver et godt resultat, siger David Lagercrantz.
Der er endnu ingen bud på, hvilken skuespiller der får lov til at portrættere den svenske angriber, der spiller i AC Milan.
Men helt fast ligger det, at filmen skal bygge på bogen, hvor Ibrahimovitz fortæller om sin hårde opvækst i et indvandrerkvarter uden for Malmø og fodboldkarrierens op- og nedture.
Selvbiografien bliver udgivet i Danmark, Finland og Holland næste år.
Se også:
Her er årets fedeste sportscitater