Presset Inter-træner leder efter løsninger

Gian Pero Gasperini har ikke fået den bedste start i jobbet som Inter-træner med tre nederlag i tre kampe

Inter-spillerne skal måske til at indstille sig på at få ny træner - igen. (Foto: AP/Luca Bruno)
Inter-spillerne skal måske til at indstille sig på at få ny træner - igen. (Foto: AP/Luca Bruno)

I Milano er man ikke vant til at se Inter tabe tre kampe i træk, og derfor er der allerede nu pres på klubbens nye træner, Gian Pero Gasperini.

Nederlag til Milan i Super Cuppen, til Palermo i ligapremieren i weekenden og senest til Trabzonspor i Champions League onsdag aften har ført til massiv kritik af den tidligere Genoa-træner.

Kritikken går blandt andet på det 3-4-3-system, som Gasperini har forsøgt sig med, og det er han ret træt af.

Det er normalt
- Når et hold som Inter taber, er det normalt, at man bliver kritiseret, men diskussionen har savnet kvalitet. Den bliver ført af folk, der aldrig har talt om fodbold før.

- Det er forkert at gøre det til en debat om, hvorvidt der skal være tre eller fire forsvarspillere, siger Gasperini.

Han forsøgte sig faktisk med en firebackkæde i 0-1-nederlaget mod Trabzonspor, men det var altså heller ikke nok til at stoppe den kedelige trend.

Lige om hjørnet
Men vendingen er lige om hjørnet, mener træneren.

- Vi skal nok blive bedre. Vi har potentiale, og vi får skadede spillere tilbage. Viljestyrken fejler ingenting, siger træneren, der hævder at have fuld opbakning fra klubejer og præsident Massimo Moratti.

Denne er dog ikke kendt for at være alt for tålmodig med sine trænere.

Således har han siden den succesfulde 2009/10-sæson allerede skilt sig af med tre trænere, nemlig José Mourinho, Rafael Benitez og Leonardo.