Serie A-strejken nærmer sig sin afslutning

Både klubberne og det italienske fodboldforbund håber på at strejken er afblæst inden næste weekend

Der arbejdes på højtryk for at stoppe strejken i Serie A. (Foto: AP)
Der arbejdes på højtryk for at stoppe strejken i Serie A. (Foto: AP)

Første runde af den italienske Serie A skulle være spillet i den kommende weekend, men grundet en strejke over kontraktuenigheder mellem klubberne og forbundet, kommer bolden til at ligge stille.

Begge parter håber dog på, at ligaen kan komme i gang næste weekend, hvor anden runde skulle have været spillet.

- Vi foreslår en fælles kontrakt, der løber til 30 juni 2012, siger Serie A's præsident, Maurizio Beretta.

Læs også: Strejke udsætter sæsonstart i Serie A

Klubberne har været uenige med forbundet siden juni sidste år, og nu mangler kun den sidste knude at blive løst i forhandlingerne. Klubberne vil have mulighed for at indføre i standardkontrakten, at de kan udelukke en spiller fra førsteholdets træning eller tvinge dem til at acceptere en transfer.

- Det er af største vigtighed, at vi finder en løsning nu, og med respekt for hinanden skal vi også nok finde ud af det, siger AC Milans vicepræsident Adriano Galliani.