Robinho sender Milan på mesterkurs

Et sent mål fra den brasilianske angriber giver AC Milan otte points forspring i toppen af Serie A. Juventus dummede sig

Robinho og AC Milan er meget tæt på det italienske mesterskab. (Foto: AP)
Robinho og AC Milan er meget tæt på det italienske mesterskab. (Foto: AP)

I årevis har AC Milan været tvunget til en tilværelse i skyggen af bysbørnene fra Inter.

Mens 'Rossoneri' har haft store problemer med at leve op til fortidens bedrifter, har naboerne vundet Serie A-titler på samlebånd og tilmed triumferet i Champions League.

Men nu er det tilsyneladende AC Milans tur til en tid i solen. I hvert fald er det meget svært at se, hvordan klubben skal smide mesterskabet væk efter lørdagens sejr i Brescia.

Her stod den længe 0-0, men med otte minutter igen fandt Robinho vej til netmaskerne og sikrede udeholdet en vital 1-0 sejr.

Dermed har AC Milan otte points forspring til Inter med blot fire kampe igen.

I den sene lørdagskamp fik unge Frederik Sørensen en lille halvleg for Juventus, der hjemme i Torino smed en tomålsføring mod Catania.

Alessandro Del Piero lignede den store helt for hjemmeholdet med to scoringer - heraf det ene på straffespark. Men Francesco Lodis mål fem minutter inde i tillægstiden spolerede festen for 'Den Gamle Dame'.