Snevejr tvinger Juventus ud i ny aflysning

Snevejr i Italien betyder, at to kampe i Serie A må udsættes, heriblandt Juventus' opgør mod Bologna

Kraftigt snefald udsatte for nylig kampen mellem Parma og Juventus. (Foto: AP)
Kraftigt snefald udsatte for nylig kampen mellem Parma og Juventus. (Foto: AP)

For anden gang på 10 dage bliver Juventus ramt af en aflysning på grund af vintervejret, der i øjeblikket raser over Norditalien med stor styrke. To Serie A-kampe måtte lørdag aflyses på grund af snefald.

Topholdet Juventus skulle have spillet ude mod Bologna søndag, men den kamp må udsættes, og det samme gælder Fiorentinas kamp mod Parma.

Alle fire hold har været ramt af aflysninger i løbet af de seneste to uger, og for Serie A's tophold skete det for knap to uger siden, da de skulle have mødt Parma.

Der var imidlertid ikke noget at rafle om, da Bolognas politimester, Vincenzo Stingone, efter samtaler med sikkerhedsrepræsentanter fra begge klubber besluttede, at kampen ikke kan afvikles.

- Efter at have inspiceret banen og installationerne, og med tanke på den dårlige vejrudsigt og de store mængder sne på tilskuerpladserne, blev det besluttet, at kampen ikke kunne afvikles under de nødvendige sikkerhedsforhold, siger Vincenzo Stingone til AFP.

Vintervejret i Italien er usædvanligt for tiden, hvor også Rom har været ramt af sne for første gang siden 1985.

Fredag besluttede man at forbyde kørsel med motorcykler i byen af sikkerhedsmæssige hensyn.

0 kommentarer
Vis kommentarer