Buffon ude resten af året

Der vil gå måneder, før Gianluigi Buffon igen vil være at finde i Juventus-målet. Han skal opereres i ryggen og forventer først at være tilbage i det nye år.

Juventus' målmand Gianluigi Buffon fik kun én halvleg for Italien under VM-slutrunden, før han måtte udgå med en rygskade. Nu viser det sig, at Buffon skal på operationsbordet, og det betyder en længere pause for målmanden.

- I 2011 er jeg tilbage så god som ny, fortæller Buffon til hjemmesiden Football Italia.

Buffon havde i første omgang håbet, at han kunne vende tilbage i målet i løbet af VM-slutrunden. Men med Italiens tidlige exit efter gruppespillet, har han i stedet valgt at lade sig operere for endegyldigt at blive skaden kvit.

- Jeg har besluttet, at jeg har fået nok af at leve med denne usikkerhed, så jeg skal opereres, siger Buffon, der ikke helt udelukker, at han kan vende tilbage før årsskiftet.

- Lad os bare sige, at jeg fokuserer på at gøre comeback i januar, slår han dog fast.

Med Buffon ude skal Marco Storari og Alex Manninger kæmpe om pladsen i Juventus' mål.

0 kommentarer
Vis kommentarer