Inter besejrede Juventus på kludemål

Juventus blev sat tilbage i toppen af den italienske Serie A, da klubben tabte 0-1 ude mod mestrene Inter. Sulley Muntari blev matchvinder med sit første mål.

Topmødet i Italien endte med et enkelt (klude-)mål. De to omstridte trænere elsker fortsat ikke hinaden (Foto: AP)
Topmødet i Italien endte med et enkelt (klude-)mål. De to omstridte trænere elsker fortsat ikke hinaden (Foto: AP)

Inter sikrede sig lørdag aften en meget vigtig sejr i topopgøret hjemme mod Juventus, som dermed fik brudt sin stime på fem sejre i træk i den italienske Serie A.

Sulley Muntari blev matchvinder med omkring 20 minutter tilbage af kampen, da Zlatan Ibrahimovic med en mislykket afslutning spillede ham fri. Ghaneseren afsluttede lige så kikset, men bolden gik alligevel i mål forbi Juventus-målmand Alex Manninger, som havde mere travlt med fejlagtigt at appellere for offside end med at redde bolden. Det var Muntaris første ligamål for Inter. Christian Poulsen var ikke med i Juventus-truppen på grund af sin skade.

Med sejren forbliver Inter på førstepladsen uanset resultaterne af søndagens kampe. Mestrene har 30 point for 13 kampe, seks flere end Juventus på tredjepladsen.

I lørdagens anden Serie A-kamp fik Fiorentina uden danske spillere i truppen en vigtig sejr med 4-2 hjemme over Udinese. Midtbanespilleren Riccardo Montolivo scorede to gange for Firenze-klubben, mens angriberne Adrian Mutu og Alberto Gilardino stod for de øvrige scoringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere