Alessandro Nestas karriere i fare

Milans rutinerede forsvarsspiller må endnu en gang udskyde sit comeback til fodboldbanen

Nesta kan tidligst vende tilbage til Milans hold efter vinterpausen. (Foto: AP)
Nesta kan tidligst vende tilbage til Milans hold efter vinterpausen. (Foto: AP)

Han er efterhånden blevet 32 år, og det har sat sine spor på manden, der har spillet 350 kampe i Serie A. Og når man spiller med nummer 13 på ryggen, så må man vel være forudbestemt til at få problemer netop der - i ryggen.

Alessandro Nesta har ikke været til rådighed for Milan-træner Carlo Ancelotti siden juli - den 13. selvfølgelig, da forsvareren fik en diskusprolaps. Ud over en forskubbet diskus skadede han også to ryghvirvler.

Det var ventet, at han kunne gøre comeback nu, og han deltog også i en venskabskamp i Albanien for Milan den 14. oktober, og søndagen efter sad han på bænken i kampen mod Sampdoria.

Desværre for Nesta og Milan fik han smerter igen, mens han sad der, og nu melder Milans lægestab, at han tidligst er tilbage på holdet efter vinterpausen.

Dårlige varsler
Mest foruroligende for de rød/sorte er dog at tænke på, at den tidligere Milan-back, Serginho, led af nøjagtig samme skade, og han blev efterfølgende tvunget til at indstille karrieren i en alder af 35, da ryggen aldrig kom sig igen.

Alessandro Nesta har allerede været under kniven en gang, og en efterfølgende undersøgelse har vist, at han egentlig heler godt nok. Alligevel har han altså smerter.

Nesta er nu taget til Miami, hvor han har et feriehus, for at komme tilbage til skadesfri tilstand.

Milans problemer i centerforsvaret fortsætter således med uformindsket kraft. Philippe Senderos har været i klubben i to måneder, og har allerede været skadet tre gange. Paolo Maldini er netop blevet skadet efter klager over muskelsmerter, mens Kakha Kaladze først nu er på vej tilbage til holdet.

Det efterlader Carlo Ancelotti med Daniele Bonera som den eneste fuldkommen raske midterforsvarer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere