Milan-legende sviner Balotelli til

Zvonomir Boban langer kraftigt ud efter Mario Balotelli, som ifølge kroaten har en dårlig attitude og ikke har lavet andet end at varme bænk andre steder end Milan.

Mario Balotelli har det med at finde vej til overskrifterne i alverdens medier, men det er Zvonomir Boban efterhånden godt og grundigt træt af. Faktisk gider han slet ikke høre mere om den kontroversielle italiener. 

- Lad os stoppe med altid at tale om denne Balotelli. I sit liv har han ikke udrettet andet end at sidde på bænken i andre klubber. Han vil altid være mindre end Milan, og Milan vil altid være større end ham, siger Boban, som selv tilbragte et årti hos Rossoneri, til Sky Sports Italia.

- På mit Milan-hold ville han have båret tasker for spillere som Marco van Basten, George Weah og Andriy Shevchenko. 

Den 23-årige angriber har haft svært ved at finde samme form i denne sæson, som han viste i Milano før sommerferien. Dengang blev det til 12 mål i 13 kampe, men i efteråret har han blot scoret tre gange i otte opgør. 

Derudover har han senest markeret sig ved at møde for sent op til træning to dage i streg, og den indstilling er 45-årige Boban langt fra imponeret over. 

- Jeg ville blive slået af folk som Paolo Maldini, Marcel Desailly, Sebastiano Rossi, Alessandro Costacurta og Franco Baresi for ikke at ankomme til tiden. Hans sløve attitude viser, at han ikke er i stand til at forstå visse ting i hans hjerne, han forstår ikke, hvad det vil sige at bære trøjen, siger Zvonomir Boban og fremhæver Kaka som et godt eksempel på en mand, der arbejder hårdt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere