Ubesejrede Roma redder uafgjort i sidste øjeblik

Roma var på vej mod sæsonens første nederlag, men Kevin Strootman reddede topholdet i overtiden.

Roma fik i sidste øjeblik klaret uafgjort mod Atalanta. I billedet ses Carlos Carmona og Kevin Strootman (Foto: AP)
Roma fik i sidste øjeblik klaret uafgjort mod Atalanta. I billedet ses Carlos Carmona og Kevin Strootman (Foto: AP)

Den italienske traditionsklub AS Roma imponerede voldsomt ved at vinde sæsonens første 10 kampe på rad i Serie A, men i de seneste uger er vinden gået ud af de romerske sejl.

Søndag måtte træner Rudi Garcia og hans tropper nøjes med 1-1 på udebane mod Atalanta, og det var fjerde gang i træk, at Roma gik fra banen med remis.

Romerne måtte igen stille op uden veteran-playmakeren Francesco Totti, der har kæmpet med en forstrækning i en måneds tid, og den 37-åriges fravær har ikke gjort noget godt for holdets resultater.

Se også: Balotelli-frispark sender Milan på sejrskurs

Det så endda ud, som om Roma skulle have sæsonens første dukkert, efter at venstrebacken Davide Brivio havde bragt Atalanta foran seks minutter inde i anden halvleg.

Men til allersidst fik hollænderen Kevin Strootman reddet et point for gæsterne, der altså stadig kan prale af at være ubesejrede i denne sæson.

Dermed holder Roma også afstanden ned til Inter, der ligger nummer fire efter en skuffende uafgjort mod Sampdoria.

Se også: Rødt kort til dansker i Serie A

Hjemme i Milano førte Inter ellers indtil det 89. minut mod gæsterne, som brændte et straffespark 20 minutter før tid.

Men i kampens sidste minut fik Sampdoria en ny chance fra pletten, og den udnyttede indskiftede Fernandes Renan til udligning til 1-1.

På Inter-bænken måtte det danske talent Patrick Olsen endnu engang se samtlige 90 minutter uden at komme i aktion. Olsen venter fortsat på sin første optræden i Serie A.

Resultater fra 14. spillerunde i Serie A:

Parma-Bologna 1-1 (1-1)
0-1 Panagiotis Kone (10. minut). 1-1 Antonio Cassano (23. minut)
Udvisning: Frederik Sørensen, Bologna (54.)
Tilskuere: 12.000

Genoa-Torino 1-1 (0-1)
0-1 Omar El Kaddouri (7. minut). 1-1 Davide Biondini (69. minut)
Tilskuere: 19.000

Catania-Milan 1-3 (1-1)
1-0 Lucas Castro (13. minut). 1-1 Riccardo Montolivo (19. minut). 1-2 Mario Balotelli (63. minut). 1-3 Kaká (81. minut)
Tilskuere: 13.000

0 kommentarer
Vis kommentarer