Hus ransaget: Milan-stjerne mistænkt for matchfixing

Som en del af en større operation blev den tidligere AC Milan-spiller Gennaro Gattusos hjem ransaget natten til tirsdag. Spilleren mistænkes for at være en del af et større matchfixingkomplot

Gattuso er mistænkt for at have medvirket til matchfixing, mens han spillede for Milan. (Foto: AP)
Gattuso er mistænkt for at have medvirket til matchfixing, mens han spillede for Milan. (Foto: AP)

Den tidligere AC Milan-spiller Gennaro Gattuso måtte noget uventet åbne døren for politiet i nat, da betjente bankede på for at ransage hans hus. Aktionen er en del af 'Operazione della Procura di Cremona', og den tidligere midtbanespiller mistænkes for at være indblandet i matchfixing, skriver den italienske sportsavis Gazetta dello Sport. Også den tidligere Milan- og Lazio-spiller Cristian Brocchi har angiveligt fået sit hjem ransaget.

I løbet af nattens razziaer blev fire personer anholdt, mistænkt for at agere mellemled mellem topspillere i Italien og de ulovlige betting-syndikater.  De anses blandt andet for at have skabt kontakt mellem spillere fra AC Milan og Lazio i forbindelse med holdenes indbyrdes kamp den 1. februar 2011. Kampen endte 0-0.

Se også: Italiensk skandale koster EM-deltagelse



Se også: Spiller fyret i matchfixing-skandale i England

Blandt de kampe, der bliver undersøgt af myndighederne, er flere af de store italienske hold involveret. Det gælder eksempelvis kampe med deltagelse af Milan, Juventus og Inter, ligesom 53 kampe i de næstbedste rækker er involveret.

Politiet forventer ifølge avisen at lave yderligere femten razziaer i flere byer i det nordlige Italien mod mistænkte nuværende og tidligere spillere i Serie A og B. Foreløbig er 20 personer mistænkt i 'Operazione della Procura di Cremona', men de italienske anklagemyndigheder har på landsplan anholdt 54 personer for matchfixing i italiensk fodbold og yderligere undersøgt mere end 120 personer.

0 kommentarer
Vis kommentarer