Laudrup i spil til trænerjob i Inter

Inters ejer Erick Thohir har igen og igen slået fast, at Walter Mazzarri også i næste sæson er træner i klubben, men nu bliver blandt andre Michael Laudrup sat i forbindelse med jobbet

Michael Laudrup og David Moyes (Foto: AP)
Michael Laudrup og David Moyes (Foto: AP)

Walter Mazzarri forbliver Inter-træner i næste sæson. Det slår ejer Erick Thohir fast overfor Sky Sport Italia, der alligevel spekulerer i, at han vil blive fyret forud for næste sæson, hvis det ikke lykkes at komme i Europa League, eller hvis holdet blot bliver nummer seks, så klubben må aflyse en preseason-tour til USA for at spille kvalifikationskampe til gruppespillet.

Frank de Boer og Sinisa Mihajlovic er de varmeste navne på rygtebørsen til at afløse Mazzarri, hvis han bliver fyret, men nu bliver også danske Michael Laudrup bragt i spil til jobbet.

Se også: Laudrup sendes til Israel

Corriere dello Sport skriver desuden, at Erick Thohir er gået i gang med at overveje Mazzarris position forud for næste sæson, idet han ikke var tilfreds med weekendens 2-2 resultat mod Bologna. I sidste uge var det Tuttosport, der erfarede, at den indonesiske ejer overvejer at trykke på fyringsknappen.

Michael Laudrup er ledig på trænermarkedet efter fyringen i Swansea, men der er med garanti også andre klubber, der har snøren ude efter danskeren. Olympique Marseille, West Ham og Maccabi Haifa er alle tidligere blevet nævnt som interesserede.

0 kommentarer
Vis kommentarer