Roma kan presse Juventus til pointrekord i titelkamp

Roma vandt ude mod Fiorentina og er stadig otte point efter Juventus, der slog Bologna

Der er næppe nogen tvivl om, at Juventus vinder mesterskabet i Italien for tredje år i træk. Men den nærmeste forfølger, Roma, skal have ros for ikke at opgive jagten.

Lørdag aften vandt Roma den svære udekamp mod Fiorentina med 1-0. Det skete på en scoring af den belgiske midtbanespiller Radja Nainggolan efter 26 minutter.

Tidligere lørdag aften havde Juventus vundet endnu engang. Hjemme i Torino blev Bologna med den danske forsvarer Frederik Sørensen på banen i hele kampen slået ligeledes 1-0. Målet blev scoret af det franske supertalent Paul Pogba.

Efter lørdagens kampe resterer nu fire spillerunder, og Juventus har 90 point, mens Roma har 82.

I en normal sæson ville Romas pointtal snart være nok til at løbe med mesterskabet, men denne sæson er ikke helt normal.

Juventus har været skræmmende stærke og har nu vundet 29 ud af 34 kampe. Faktisk kan holdet skrive sig i historiebøgerne ved at blive det første hold, der når 100 point i en Serie A-sæson.

Det kræver mindst tre sejre og en uafgjort i de fire sidste kampe. Lidt mindre kræver det at slå Inters rekord fra sæsonen 2006/07, da Milano-klubben hentede 97 point.

Juventus skal som en af de sidste opgaver møde netop Roma på udebane. Det sker i næstsidste spillerunde den 9. maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer